Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ligheder. »Her på det sidste er folk så begyndt at sige, at jeg mest ligner min far«. siger Mia Sylvester, der er datter af kunstnerparret Eva Madsen og Leif Sylvester.
Foto: Miriam Dalsgaard

Ligheder. »Her på det sidste er folk så begyndt at sige, at jeg mest ligner min far«. siger Mia Sylvester, der er datter af kunstnerparret Eva Madsen og Leif Sylvester.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mia Sylvester drømmer om Mac-udgaven af en vagina

Den skal være nem at tænde og slukke og have en logisk brugerflade. Men hun drømmer også om, at der var nogle ledere med en plan. Hendes egen plan var at lave noget andet end hendes forældre. Det gik dårligt. Nu laver hun onemanshows.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Da jeg var yngre, lignede jeg kun min mor. Det var altid det, folk sagde«.

Mia Sylvester smiler og ligner faktisk sin mor, sangerinden Eva Madsen. Varmen, selvsikkerheden og den lange næse. Så rynker hun brynene.

»Men øh, her på det sidste er folk så begyndt at sige, at jeg mest ligner min far. Altså, at jeg ligner ham rigtig meget. Siger de. Og dét ... ved jeg ikke heeelt, hvordan jeg har det med. Faktisk«.

Mia Sylvester griner, så de spidse tænder viser sig længst ude i grinet – mens man ser Leif Sylvester for sig. I en af de gamle film med Erik Clausen. En ufrivillig kanonkonge med et hjerte af guld, den lidt for smarte Clausens lidt for tunge makker.

FRA ARKIVET

Vi sidder i kulturhuset Absalon i København dagen før premieren på Mia Sylvesters onemanshow ’Blacklistet i Andalusien’, der spiller på Teatret ved Sorte Hest. Showet skrev hun til kulturfestivalen Kanonhalløj i Tisvilde i sommer, hvor hun opførte det hver aften i en uge for feriegæsterne.

Jeg har tre gode år tilbage og så går det bare ned ad bakke

Men det er også mere eller mindre den erfaring, hun har med comedy. Da hun sidste år varmede op fem tirsdage på comedyscenen Play for kollegaen og vennen Jonatan Spang, spurgte en anden standupper hende, hvor mange gange hun havde optrådt.

»3 gange, svarede jeg. »197«, sagde han så, »du skal optræde 200 gange, før du kan overveje, om det kan blive til noget«. Men, altså, det har jeg jo ikke tid til. Jeg er 37 år og har et barn, og så kan man ikke sidde og ryge smøgere og tænke, at man er den sjoveste i verden. Så må man rykke. Mens barnet er i vuggestue«.

Hun ser målbevidst ud.

»Også fordi: Jeg har tre gode år tilbage og så går det bare ned ad bakke«.

Når man er 40?

»Nej, faktisk når man er 39. Altså, det er bare sådan en personlig deadline, jeg har. Derfra går det kun ned ... hvor gammel er du egentlig?«.

39.

Hun griner. Højt.

Lidt street til Køge Kommune

Dagen før er der prøve på forestillingen. Medforfatter Mette Nørsø er her. Det samme er instruktøren Niclas Bendixen. Mia Sylvester står midt på det ret tomme lokales grå væg til væg-tæppe foran et hvidt plastikbord, hvor instruktøren og medforfatteren sidder. Og skal være sjov.

»Husk tempoet, Mia: Hvor langt kan du komme ned? Du skal modstå fristelsen til at underholde dem. Hvis du læner dig tilbage, lader du publikum komme til dig i stedet«, siger Niclas Bendixen.

Efter et par dybe vejrtrækninger siger Mia Sylvester okay, og så skyder en stemme fra Radioavisen showet i gang:

»Undersøgelser viser, at verdenshavene med sikkerhed stiger med 7 meter inden for de næste 5 år. Og så til sporten ...«.

»Øhm, skal vi ikke snakke lidt mere om det?«, siger Mia Sylvester afdæmpet, men insisterende og henvendt til os i rummet, der agerer publikum.

»Og så lidt mindre om herrehåndbold? Der må da være en workshop eller et kursus eller ... Er jeg den eneste, der synes, at der bliver sprunget sådan lidt let hen over Jordens undergang?«.

I Absalon dagen efter forklarer hun:

»Ting bliver først rigtig morsomme, hvis de er sande. Og alvorlige. Hvis man kan ramme en linje i folk, hvor det gør ondt, og så finde balancen, så kan det blive rigtig godt. Og det passer alt sammen på, at Nordpolen smelter. Det er jo helt ægte bekymringer fra mig. Jeg drømmer da om, at der er nogen, der siger, at de har en plan. Ligesom i OBS på tv i gamle dage. Bare med verdens undergang«.

Mia Sylvester er opvokset i et kollektiv på en stor gård uden for Lejre. Der var trapez i loftet, atelier i stalden og pladestudie i kælderen, hvor hendes far og mor indspillede musik i 1970’erne og 1980’erne og blev kendt for bandet Sylvester & Svalerne og især Eva Madsens hit ’I mormors kolonihavehus’.

Som barn legede hun mest med to af drengene fra kollektivet, hun var »en af dem«, og lange fletninger var upraktisk, når man skulle bygge hule i træerne.

Da forældrene i 1980’erne tog på turné med Cirkus Himmelblå med Kim Larsen, Erik Clausen og Anne Marie Helger, var Mia Sylvester lige blevet puttet i campingvognen, når de var nået til sangen ’Om lidt bliver der stille’ på scenen inde ved siden af. Og som 19-årig rejste hun så selv ud – til Los Angeles for at blive uddannet i dans, new school street dance og hiphop. Da hun vendte tilbage et år efter, underviste hun og dansede i sceneshow for den tids popstjerner som pigegruppen Juice, Nobody Beats the Beats og Burhan G. Hun var med til Grammy og fik kilometer i benene, når hun dansede fire diskotekjobs hjem på en aften, da den første bølge af dancemusik ramte Danmark.

»Mine forældre havde jo revet ned af hylderne, hvad man ligesom kunne lave inden for showbiz. Dans var næsten det eneste, de ikke havde haft fingrene i. Så den tog jeg«.

Kommune-Preben

Ved prøven taler Mia Sylvester i telefon med en fyr ved navn Kommune-Preben, der lige ville bestille lidt teambuilding med noget street til Køge Kommune. Hun lægger mobilen fra sig på en stol ved vinduet, stiller sig midt på væg til væg-tæppet og henvender sig igen til publikum for at fortælle, at hun har en fortid bag sig som professionel danser gennem 14 år.

»Og ja, nu tænker I alle sammen: »Wow! Så må hun kunne noget ekstraordinært i sengen«. Hun ser selvsikker ud.

»Og ja. Det kan jeg også. Men det er da ikke, fordi jeg kan steppe. Der ligger da timers hårdt arbejde bag – og den lange række af ligegyldige mænd, jeg har knaldet i et forsøg på at blive elsket. Dét, og så sådan et deltidsjob, jeg havde på en gokartbane i Glostrup«.

Det er traditionelt mandens rum. Og så løber man jo en stor risiko, når man stiller sig op for at være sjov

For et par år siden besluttede Mia Sylvester sig for at være ligeglad med, om hendes forældre så også havde lavet skuespil. Hun dannede en teatergruppe og opsatte stykket ’Hvor er du egentlig grim, når du er liderlig’. Hun havde to monologer, hvor hun snakkede til en papmand.

»Som var min kæreste, som jeg ikke rigtig syntes ... trådte i karakter. Og så opdagede jeg at det faktisk gik meget godt uden de andre«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var de to andre kvinder fra teatergruppen, der overtalte hende til at prøve at blive komiker. Ellers ville hun simpelthen blive for bitter, sagde de.

»Og det er måske den vigtigste lektie ...«.

Mia Sylvester læner sig ind over båndoptageren på bordet og taler ned i den.

»... til alle jer læsere derude, at ...«.

Hun afbryder sig selv og griner. Og stopper så.

»Nej, seriøst. Det er faktisk noget jeg har overvejet at få tatoveret på min krop: »Det gør mere ondt slet ikke at prøve end at prøve og så mislykkes«. Men det glemmer man jo tit, fordi man er bange. Jeg turde så ikke få en tatovering, da det kom til stykket. Men du ved, hvad jeg mener«.

Undgå at score de smukke mænd!

Verdens undergang, Nordpolen, der smelter, og verdensledernes mangel på en plan for Jorden er rammen for forestillingen. Men Mia Sylvester rejser også til stenalderen, hun drømmer om en macgina – Mac-udgaven af en vagina, der er nem at tænde og slukke og har en logisk brugerflade – og hun når at skælde ud på en veninde, der har det med at »melde for hurtigt ud« til nye kærester.

»Fedt nok, Leah-Marie. Fik du det hele med? Fik du sagt, at du er tilknytningsforstyrret og kun har én æggestok? Huskede du det?«, som hun siger til veninden.

Mia Sylvester kommer også med en advarsel til kvinderne i publikum imod at score virkelig smukke mænd, der ikke gør sig umage i sengen – en fejl, man kun laver »en 8-9 gange«:

»Så er det bedre at tage en mand med en lille fejl. Og det kan jo bare være én med en lidt stor næse eller lidt skæve ører. Klap for øjet, papegøje på skulderen, stomipose ... det gør ikke noget! Fordi så har de øvet sig hjemmefra «.

Mia Sylvester har oplevet stor opbakning fra de garvede kvindelige komikere i branchen, siger hun, og understreger samtidig, at der er mange flere kvindelige komikere, end folk tror. Selv om der stadig er meget færre end mandlige. h

»Grundlæggende er det noget, der bliver anset for at være lidt ufeminint – at være sjov og tage opmærksomheden og styringen, som man gør, når man går op på en scene. Det er traditionelt mandens rum. Og så løber man jo en stor risiko, når man stiller sig op for at være sjov. For hvad hvis de ikke griner? Det er en ubehagelig social situation. Og den risiko tror jeg der er flere mænd, der tør løbe«.

Når en kvinde så står på scenen, er det bedst, hvis hun kan undgå »kusset humor«, siger Mia Sylvester.

»Altså, når man gør en pointe ud af, at man er en kvinde, der prøver at være sjov. Hvor man underspiller kvinders kvaliteter og forstærker nogle fordomme. »Åhr, se mig, jeg kan slet ikke finde ud af it«. Det er kusset på den dårlige måde«.

Ved prøven har hun gennemgået hele forestillingen. Niclas Bendixen har taget noter undervejs og instruerer ud fra dem.

»Det er overskudsagtigt den måde, du springer mellem karaktererne og dig selv. Det er du god til. Der er meget comedy i det«, siger han først.

Men han synes ikke, det gik godt, da hun spillede søgemaskinen Bing. En søgemaskine, Mia Sylvester ikke har meget tilovers for i showet.

»Altså, hvem er Bing? Det står ikke klart«, siger Niclas Bendixen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mia Sylvester er enig.

»Du skal tænke på et menneske. Du skal ikke være karakteren, men du skal have én i hovedet«, lyder det fra instruktøren.

»Måske er det faktisk ham fra den første sæson af ’Singleliv’«, siger Mia Sylvester, »ham den meget ensomme gut, der får en thailandsk kone«.

I Absalon er der et sidste spørgsmål.

Hvorfor kalder du det egentlig et onemanshow og ikke et onewomanshow?

Mia Sylvester har et svar, og det falder hurtigt: »Fordi det lød kusset«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden