Da de to finurlige og højt begavede brødre Anders og Peter Lund Madsen for at par år siden sprang ud som scenekunstnere med evolutions-kabareten ’Mr. Nice Guy’ blev det – fuldt ud fortjent – en gigantisk succes. Det var morsomt. Det var anderledes. Og forestillingen havde både et hjerte og noget på det. Nu er d’herrer så igen gået til scenen. Og titlen på den længe ventede opfølger er ’Enden er nær’. Thi hvor det første show beskæftigede sig med menneskets udviklingshistorie, drejer dette andet sig om vor fælles fremtid. Hvis altså vi overhovedet har nogen. For et af de spørgsmål, de to stiller, er nemlig, om dommedag er ved at være nær, eller om homo sapiens’ æt har en længere eksistens foran sig.
Med banjo på scenen
Og det besvares så på en uhyre indtagende og rapsodisk facon med musik, dans, mime, foredrag og den særlige Anders Lund Madsenske genre DAMP-komik, der svæver et eller andet sted mellem stand-up, børne-tv fra 70’erne og Dan Turèll på kaffe og sandkage. Men hvad svaret er, lader vi stå hen i det uvisse for ikke ganske at tage spændingen ud af de to gutters performance. Showets første halvdel begynder med fortællingen om den hovedløse kylling Mike, kulminerende i en country og western-sang, der demonstrerer, at Anders Lund Madsen ikke kan synge, men gerne gør det alligevel. Til gengæld undlader han at spille på den banjo, han er udstyret med. Og det viser, at han er en sand gentleman, idet en sådan netop er karakteriseret ved at kunne betjene dette strengeinstrument uden dog at gøre alvor af truslen.
Derefter går det over stok og sten videre mod den Verdens Ende, der er rejsemålet for den indledende akt. Og på vejen får vi mimet en midtsjællandsk kommune (og publikum skal selv gætte, hvilken der er tale om) samt serveret en voldsomt underholdende dommedagsforelæsning (ved ALM) samt en redegørelse for den spanske syge, der i 1918-19 tog livet af et kolossalt antal mennesker kloden over (ved dr. PLM). Det hele ender i en fænomenalt morsom gennemgang af en tavle med norske nødhjælpsanvisninger til brug ved badeulykker. Monstergrineren, intet mindre. Begavet humor
I andet sæt er tonen lysere. Brødrene lægger ud i glimtende discodress og spurter videre med astronauthistorie og kåring af verdens tåbeligste dyr, inden det absolutte højdepunkt indtræffer, hvor selve det menneskelige kommer i fokus. Smukt og bekræftende i al sin besyngelse af fornuften og empatien.
Stilistisk er showet sådan et sted mellem skolekomedie og modernistisk kabaret. Hvilket scenograf Marianna Nilsson har forløst bedårende kitschet med masser af glimmer og guld. Musikken er af bl.a. Teitur, og hans lidt kantede pop understøtter fint – også formmæssigt – forestillingens sympatiske rationalisme og oplysningsbegejstring. Det går fremad, venner. Hvis blot vi stoler på videnskaben og fornuften.
Der er ikke lige så meget substans i ’Enden er nær’ som i ’Mr. Nice Guy’-forestillingen. Men der er alligevel rigeligt. For man får noget med hjem, samtidig med at lattermusklerne får sig en stroppetur af en eksercits. Det er ganske enkelt – undskyld mit franske – pissesjovt. Det synes Hans Kongelige Højhed Prins Henrik, der kom ikke mindre end tyve minutter for sent, også, skulle vi hilse og sige. Og yderligere kan vi meddele, at såvel dommedag som dummedag er aflyst. Begavet humor.
