Et hævdvundet udsagn lyder, at komik er tragedie plus tid. Og ser man på standupkomik, får man ganske ofte en bekræftelse på, at det forholder sig sådan.
Det skal ikke forstås derhen, at samtlige komikere og komedienner er traumatiserede vrag, der benytter scenen og mikrofonen til en art autopsykoanalyse. Men ikke desto mindre taler rigtig mange komikere om hændelser, der har et vist neurotisk skær over sig.
