Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
FÆLLESSKAB. Skulder ved skulder fortæller fem soldaterbrødre om at kæmpe en krig, som deres hjemlige omverden ikke ser sig selv som en del af.
Foto: Rumle Skafte

FÆLLESSKAB. Skulder ved skulder fortæller fem soldaterbrødre om at kæmpe en krig, som deres hjemlige omverden ikke ser sig selv som en del af.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Råt krigsteater råber os op med lidt for mange ord

Som ny dramatikerstemme trænger Peter-Clement Woetmann stærkt igennem med sin insisteren på at tale om krig. Men forestillingen på Aarhus Teater trænger til at få mere krop.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Jeg vil tale om krig« – stemmerne hæver sig insisterende fra de fem ’brødre’ på rad, skulder ved skulder, iført kamuflagetøj. Godt, at der er nogen, der vil gøre det – fortælle om, hvordan det er at ende uden ben og uden hud. Eller om, hvordan krig ikke længere er en undtagelsestilstand men en permanent kamptilstand, med kurs mod den usynlige, højteknologiske krig, uden krop og per distance.

Danmark er en krigsførende nation, men dialog om, hvad vores krigsførelse egentlig går ud på, er en by i Hviderusland.

Senest er et folketingsflertal klar til at sende bomber over Syrien på et ugennemskueligt beslutningsgrundlag, der nok en gang accentuerer, hvor skidt en idé det var at bombe Irak-kommissionen tilbage i mørket.

Dramatikertalentet Peter-Clement Woetmann, der med ’Til mine brødre’ er rykket ind som husdramatiker på Aarhus Teater, insisterer på at tale om krig. Og han kan få én til at lytte, selv om teksten taler lidt for meget til hovedet.

Han var hovedkraften bag teksten til Christian Lollikes prisbelønnede krigsballet ’I føling’, ligesom han bidrog til den nylige flygtningeballet ’Uropa’ på Det Kgl.

Mellem reality og fantasy

Scenen er smal som en container i en compound, en egen parallelvirkelighed – svarende til soldaternes erfaring af at befinde sig i »en osteklokke«, overladt til sig selv og brødrefællesskabet som overlevelse.

Ærgerligt, at teksten indimellem kammer over i det akademiske med foredrag om »et senmoderne postclausewitzeansk krigsparadigme«

Her bevæger de sig rundt blandt realismesandsække og piller hårdkogte æg, mens legetøjsagtige hjortetrofæer på væggen understreger krigstilstandens skisma mellem reality og fantasy – en tilstand af potentielt højdramatisk virkelighed, hvor døden kan lure i det allermest hverdagsagtige.

Heroverfor fremtræder forestillingen i Annika Silkebergs iscenesættelse bevidst statisk og uden drama i gængs forstand, for det handler om at tale krigen frem – men ordene havde stået stærkere med større skift i dynamik, og hvis man klart kunne mærke den fysiske brødreforbundethed.

Stykket er en slags cut up-oratorium, uden handling og dialog og med tekster, der bl.a. er sakset fra soldaters egne beretninger, og hvor replikkerne på Rip, Rap og Rup-manér går på omgang. En kollektiv tale, der præcist svarer til, at du som soldat ikke længere er noget individ.

Dog brænder enkelte stemmer og en personlig historie stærkt igennem. Den kvindelige soldat (Julie Buch-Hansen) fortæller om sin bror, der tog til Afghanistan for at kæmpe for »en mere retfærdig verden«, men undervejs gik en sandhed op for ham, og det slog klik.

Broderen (Christian Hetland) fortæller, hvordan fjenden fra at være »en fucking sandneger« blev et menneske, som han midt under heftig beskydning kæmpede for at begrave. Men selv endte uden ben og hud og mening med det hele.

Kammer over i det akademiske

Det tragiske paradoks ved sådan en blodig krigsskæbne er, at ud over at meningen med den overordnede krigsdeltagelse fortaber sig i det afghanske sand, hører den slags krigsscenarier snart fortiden til.

Broderen fortæller, hvordan fjenden fra at være »en fucking sandneger« blev et menneske, som han midt under heftig beskydning kæmpede for at begrave

Sådan som den lemlæstede soldat her foregriber det med sine nye kunstige hurtigløberben, vil mennesket i fremtidens krig smelte sammen med maskinen, ligesom det vil være droner og terrængående robotter, der gør det beskidte arbejde, hvor kannibalistiske nanorobotter via genetisk kodning f.eks. kan krybe ind under huden på uønskede dele af en befolkning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

En udvikling, der vil gøre krigen endnu mere usynlig – for os – end den er i dag. Medmindre vi selv ender som fjendligt target.

Her formår ’Til mine brødre’ at sætte Afghanistan-krigen i et større, endnu mere skræmmende perspektiv.

Bare ærgerligt, at teksten indimellem kammer over i det akademiske med foredrag om »et senmoderne postclausewitzeansk krigsparadigme«. Stykket kunne godt have været kørt igennem Woetmanns betvingende verbale krigsmaskine nok en gang.

Han formår med sine lyrisk fortættede passager og rytmiske gentagelser at skabe fremdrift og samling på det hele, ligesom der manes til grundig eftertanke over, hvad krig egentlig er for noget i dag.

Den militære retorik bliver synlig i al sin distancerende afmagt, når fjenden bliver genstand for »ildstøtte« og »uskadeliggjort« (dvs. ramt af morterangreb og dræbt), ligesom den syrede erfaring af at være i aktion trænger igennem éns pansrede position som iagttager: »Og mens jeg begraver min fjende, tager jeg mine tarme om halsen og kalder det smukt«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden