Selvfølgelig må det hele starte med, at scenen bare ligger gabende tom hen. Her skal der holdes ’Topmøde for de mest deprimerede’, og så sidder premierepublikummet der og venter. »Nej, jeg går ikke derind!«, lyder det ude fra kulissen, så den kulsorte humor slår én i møde.

Der kan jo dårligt være noget mere nådesløst angstprovokerende for forestillingens seks depressive figurer end at blive lukket ind i Bente Lykke Møllers langstrakte løbegård af en bimlende tom sortgrå scenografi, hvor skyggerne kan vokse sig lange. Fanget i fælden, haps! – uden nogen historie eller karakter at støtte sig til andet end et kor af forrevne klassikerstemmer, der på tværs af århundreder rejser sig fra en fælles afgrund af sugende mørke.