Djævlene. Der bliver gået til vaflerne i Operaen i den nye version af polske Krzystztof Pendereckis opera om djævleuddrivelse i 1600-tallet.
Foto: Per Morten Abrahamsen/Per Morten Abrahamsen

Djævlene. Der bliver gået til vaflerne i Operaen i den nye version af polske Krzystztof Pendereckis opera om djævleuddrivelse i 1600-tallet.

Scene

Nonner går amok i sexorgie i Operaen

Tortur og sceniske gys er lige ved at overdøve musikken i moderne klassiker.

Scene

Der er lig, blod, afskårne legemsdele og liderlige nonner i tre etager.

Der er tortur penslet ud, så selv granvoksne mennesker må presse neglene mod håndfladerne og bide sig i underlæben med et undertrykt gisp.

Der er hvidklædt kyskhed strukket ud som et flænget slør over stønnende uterlighed, og der er dæmoner med klove og pels på benene, som lystigt kaster sig over guds udvalgte kvinder og giver dem alt, hvad deres røde, dunkende pikke kan levere.

Udsyret orgie Der er kort sagt ikke sparet på noget i Det Kongelige Teaters ’Djævlene fra Loudun’.

Operaen er den voldsomme beretning om den alt for menneskelige franske præst Urbain Grandier, der en gang i 1630’erne fik neglene revet ud, benene knust og blev levende brændt på bålet, fordi han ikke overholdt kyskhedsløftet.

Og fordi en pukkelrygget priorinde, der i operaen hedder Jeanne, ikke kunne klare at have fantasier om den skønne mand uden at kunne få ham.

Operaen bygger på en roman af Aldous Huxley, der også har kastet en omdiskuteret film med Vanessa Redgrave af sig. En film, der efter sigende er svær at opdrive i ubeskåret udgave.

På Det Kongelige, hvor ’Djævlene fra Loudun’ sidst var oppe i begyndelsen af 1980’erne, er forestillingen blevet et freaky operaorgie, der svælger i det ekstreme, hykleriske og bestialske.

Instrueret af tidligere operachef Keith Warner er forestillingen gjort til et udstyrsstykke om djævleanklager og eksorcisme. Komplet med sm-sex, pisk og læder smækket op i lummer bordelbelysning, der nærmest går ind og overdøver musikken.

Uhyggemættede toneskyer
Det er synd.

For musikken - komponeret af den snart 80-årige polske mester med det for en dansker så tungebrækkende navn Krzysztof Penderecki - er i sig selv ikke kun et soundtrack, men et partitur så gruopvækkende, at en superenkel (måske simpelthen sort-hvid?) opsætning havde strammet torturskruen for alvor.

OPERAGUIDE Storslået klassiker og vanvittigt gys skal opleves live

Pendereckis musik har fundet vej til nogle af filmhistoriens største gyser- og horrorklassikere og ikke uden grund.

Skrevet i slutningen af 1960’erne med udgangspunkt i den hårde europæiske modernisme hos avantgardistiske komponistkolleger som Boulez, Xenakis og Ligeti er det dybe, faretruende dronetoner og uhyggemættede toneskyer, der stiger op fra det store orkester i graven.

Musikken skyllet ud
Sirener og klagende metalliske hvin går lige i nervebanerne. Uheldsvangre strygerskred skaber knuder i mellemgulvet.

Men der skal også være komik i forestillingen, hvor den lokale apoteker og en kirurg er kolde hjerner udstillet i et sterilt miljø, hvor de saver i lig og lægger ting i formalin.

LÆS ARTIKEL

Spørgsmålet er bare, om vi behøver se Fader Grandier dyrke sadomasochisme med enken Ninon for at forstå, at denne kirkens mand er så formastelig at tillade sig en sanselig dimension i sit liv?

Det er måske vor tids visuelle præmis.

Men med så effektive musikalske torturinstrumenter på lydsiden som dem, Krzysztof Penderecki leverer i denne nye version af sin operaklassiker fra 1969, greb anmelderen sig ved premieren i at stritte imod det sceniske indtryk.

Simpelthen for at holde fast i musikken, der var lige ved at blive skyllet væk i roterende, pornobelyst 3D.

Sangerne trykker den af
Det er et stort og stærkt dansk-udenlandsk sangerhold, der trykker den af anført af Ylva Kihlbergs hudløse, seksuelt frustrerede priorinde og den bredskuldrede baryton Louis Otey som sansepræsten Grandier.

Udtrykket fluktuerer mellem tale og sang, og alle giver sig fuldt ud i en iscenesættelse, der er typisk for den erfarne instruktør Keith Warner.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mens der hele tiden sørges for bevægelse på scenen, sættes Jeannes indebrændte, hvidklædte liderlighed effektivt op imod Grandiers farverige orgier i soveværelset.

Den sidste halve time, hvor neglene hives ud og torturen udøves, er sat op med al professionel operaeffektivitet, og afbrændingen af den sønderbrækkede, stærkt blødende Grandier bliver et imposant spektakel med video, røg og effekter.

En af de stærkeste moderne operaer

Så lad dette være udgangsbønnen:

Gå ind og oplev en af de stærkeste operaer, der er skrevet i vor tid.

Oven i købet med revideret, om muligt endnu bedre instrumentation end i den oprindelige udgave og et helt nyt, velfungerende indskud undervejs i handlingen.

Men prøv, midt i det visuelle sex- og voldsorgie, at holde fokus på orkestergraven. Det er der, det uhyggelige foregår.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden