Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det er Kristian Halken, der har skrevet manuskriptet til 'Skattesagens helte', som er den første i en række komedieforestillinger om skat, spin og sladder.
Foto: Torben Stroyer

Det er Kristian Halken, der har skrevet manuskriptet til 'Skattesagens helte', som er den første i en række komedieforestillinger om skat, spin og sladder.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hybridteater: 'Skattesagens helte' udstiller bureaukratiet, men ender også med at udstille teatrets egen magtesløshed

Teaterkomedie om Helle Thornings skattesag kunne godt bore endnu dybere i den kollektive fortrængning, der lader skandale på skandale gå i glemmebogen.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi ved det fra tv-serien ’House of Cards’. De mest højspændte og dirty politiske dramaer er aldrig bare store og spektakulære. Ikke alene foregår de gerne i det skjulte, de baserer sig også tit på så omstændelige juridiske detaljer, at et fåtal faktisk forstår, hvor højspændte de er.

Helle Thorning-Schmidts 7 år gamle skattesag er eksemplarisk. Den handlede både om sex og om noget så omstændeligt som skatteregler. Stridsmålet om, hvorvidt Thorning og hendes måske/måske ikke biseksuelle mand selv betalte deres skat, mens hun gik til valg på at hæve topskatten, berørte to af tidens ømmeste punkter: at det stadig har skandalepotentiale, hvis en offentlig persons privatliv ikke lever op til en bestemt fantasi om, hvordan en familie ser ud; og at ingen begriber det skattesystem, der udgør selve grundlaget for vores velfærdssamfund.

Der blev lækket og spinnet til den store guldmedalje i sagen, hvor daværende skatteminister Troels Lund Poulsen kom under mistanke for at have forsøgt at påvirke skattemyndighedernes afgørelse om Thorning-familiens skattepligt. Men nu er det hele stort set glemt. Thorning vandt sit valg. Tiden gik. Troels Lund er igen minister.

Det er fra denne fælles glemmebog, som de kalder den, at teaterforestillingen ’Skattesagens helte’ henter sit omstændelige stof. »Så jeg håber, I har god tid!«, indleder skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum aftenen.

Første forestilling i rækken mellem scenekunstnere og journalister

Forestillingen er den første i en række, som har til formål at lave satirisk teater over de senere års mange store, og overraskende forglemmelige, sager fra Christiansborg, og som bliver til i et samarbejde mellem scenekunstnere og journalister. ’Dybdeborende komedie’ kalder de det selv.

Det er stort set aldrig usjovt at sætte en djøffer – som Bang Jensens troskyldige fjog af en skattedirektør – på en scene

Og dybdeborende er den oprulning af skattesagen, som Rosenbaum flankeret af Andreas Jebro og Søren Bang Jensen forestår, da også i mere end en forstand. Mest vellykket som hybrid mellem teater og journalistisk formidling, mellem satirisk show og skole. Her er band på scenen, sang og dans og satirisk perle på perle. (Med Jebros klodsede kæmpe af en cykelhjelmklædt ombudsmand som den mest skinnende). Men også godt som nøjeregnende og energisk pædagogisk udlægning af sagens bureaukratiske akter, skattetekniske regler og detaljer, persongalleri og forløb.

Bureaukrati er en taknemmelig genstand for komik. Det er stort set aldrig usjovt at sætte en djøffer – som Bang Jensens troskyldige fjog af en skattedirektør – på en scene. Den balancegang mellem underholdning og oplysning, det kræver at lave skarp magtkritisk satire over så uteatralsk materiale som skatteregler og manipulation i embedsværket, er til gengæld finere. Så at det lykkes så forholdsvis godt at balancere kosteligt og kedeligt, er faktisk ingen lille bedrift.

Om det også lykkes ’Skattesagens helte’ at bore dybt i den kollektive fortrængning, er jeg mere i tvivl om. Når stykket lader Skattekommissionens konklusioner udspille som mareridtsagtig retssag, samtidig med at vi mindes om, at kommissionen netop ikke var en retssag, ja så rækker det ud over den objektive journalistiks ambition om at oplyse og bliver til politisk teater. Det bliver på den ene side en elegant understregning af teatrets og retssagens rituelle fællesskab som scene for behandling af fælles traumer. På den anden side er det også teatrets magtesløshed, det ender med at pege på. Jeg glæder mig alligevel til næste forestilling i rækken: ’Corydong’!

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden