Alting er et spil, og vi er nødt til at spille med. For gør vi det ikke, spiller spillet os. Og i skak er alting sort og hvidt, men sådan er det ikke i livet. Thi her er der farver, nuancer, kærlighed og alt det, der gør os til mennesker.
Det er den rystende banale, men ikke desto mindre sande lære, man kan drage af Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Tim Rices nyklassiske stykke musikteater om koldkrig, kærlighed, korrumpering og eliteskak. Men hold da så meget kæft, hvor er den gajolflapsindsigt pakket vidunderligt ind i 135 minutters absolut vidunderlig musik og smuk koreografi.
Bortset fra en lidt fesen indledning, hvor historiens oplæg serveres dansant og affabelt, er der skarpladt sang og dans og permanent passion på programmet, så man sine steder glemmer både tid og sted, hvis ikke man lige fælder en enkelt tåre, mens ens hår på arme og i nakke står som oprejste kornaks på en mark i Paradis. Det er en intet mindre end fremragende god forestilling, hvor især Xenia Lach-Nielsen og Stig Rossen får lejlighed til at demonstrere et ærefrygtindgydende niveau. Godt nok bevæger Rossen sig omkring på scenen med en teatralitet som en lam kamphund, men han synger med en glød og en patos, der kan smelte en støbejernsgryde. Hans splittede russiske skakmester vader direkte ind i ens hjerte, bliver ikke bare et billede på en vigtig menneskelig konflikt mellem pligt, hjerte og kald, men et menneske, der har the blues over at være stedt i den vanskelige valgsituation.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
