0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Ny opsætning af musicalen 'Chess' er fuldstændig forrygende

Den ny opsætning af Abba-drengene Björn og Bennys koldkrigsmusical ’Chess’ er smuk, spændstig, lydefri og gribende. Kun et par fejltrin spolerer perfektionen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Rumle Skafte
Foto: Rumle Skafte

Stig Rossen (th.) leverer en overbevisende karakter som skakmester splittet mellem forpligtelse og passion.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Alting er et spil, og vi er nødt til at spille med. For gør vi det ikke, spiller spillet os. Og i skak er alting sort og hvidt, men sådan er det ikke i livet. Thi her er der farver, nuancer, kærlighed og alt det, der gør os til mennesker.

Det er den rystende banale, men ikke desto mindre sande lære, man kan drage af Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Tim Rices nyklassiske stykke musikteater om koldkrig, kærlighed, korrumpering og eliteskak. Men hold da så meget kæft, hvor er den gajolflapsindsigt pakket vidunderligt ind i 135 minutters absolut vidunderlig musik og smuk koreografi.

Bortset fra en lidt fesen indledning, hvor historiens oplæg serveres dansant og affabelt, er der skarpladt sang og dans og permanent passion på programmet, så man sine steder glemmer både tid og sted, hvis ikke man lige fælder en enkelt tåre, mens ens hår på arme og i nakke står som oprejste kornaks på en mark i Paradis. Det er en intet mindre end fremragende god forestilling, hvor især Xenia Lach-Nielsen og Stig Rossen får lejlighed til at demonstrere et ærefrygtindgydende niveau. Godt nok bevæger Rossen sig omkring på scenen med en teatralitet som en lam kamphund, men han synger med en glød og en patos, der kan smelte en støbejernsgryde. Hans splittede russiske skakmester vader direkte ind i ens hjerte, bliver ikke bare et billede på en vigtig menneskelig konflikt mellem pligt, hjerte og kald, men et menneske, der har the blues over at være stedt i den vanskelige valgsituation.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce