Sikke en aften. Det var nat og dag, mørke og lys, destruktion og skabelse, sat sammen så forestillingen hævede sig over det jævne kongelige ballettrav og fik publikum til at lette. Det var præcis som de luftbårne spring, Jón Axel Fransson kunne præstere i ’Etudes’, der med et hold dansere i toptunet form blev det rene festfyrværkeri. Som afsluttende salut blev Fransson udnævnt til solodanser af balletmester Nikolaj Hübbe med ordene: »Når han kaster sig ud i halsbrækkende spring, er det som at overvære Hekla i udbrud«.
Selve det at lade to modsætninger mødes er der lovende udbrudspotentiale i: Harald Landers kronede neoklassiske mesterværk fra 1948 over for et radikalt nyt bud på ’Le sacre du printemps’ af den ultramoderne britiske stjernekoreograf Wayne McGregor. Men uanset kontrasten kredser de begge om ritualet som det centrale.
