0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Der var mange »pragtfulde mænd« på kontoret: Kirsten Olesen spiller Goebbels’ sekretær med frygtindgydende kølighed

’Et tysk liv’ på Det Kongelige Teater lever i Kirsten Olesens stemme, i hendes øjne og affejende hånd, når hun fortæller om et liv som Goebbels’ sekretær.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Camilla Winther
Foto: Camilla Winther

'Et tysk liv' kalder sig for teaterdokumentar og ligner på den ene side vidnesbyrd uden pynt, mens det til gengæld får liv i kunstens rum.

Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Scene
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En historie kan være af et så stort format, at der ikke er behov for særlig mange virkemidler. Ingen overdreven fortolkning. Ikke for meget scenografisk staffage. Det er næsten nok bare at fortælle den.

Sådan var det for Jens Albinus som Primo Levi i ’Hvis dette er et menneske’ på Husets Teater. Her var et glas vand rystende og rigeligt som rekvisit. Ikke for mange forstyrrende elementer. Bare Albinus’ forvandling til kz-fange. For mange ting risikerer at komme i vejen. Først er der sproget i sig selv – kan det overhovedet indkapsle det grusomme? Så er der skuespilleren, der skal være der uden at være i vejen. Der skal magi til at trænge ind i stoffet, så det alligevel bliver sandt …

Og sådan er det på Det Kongelige Teater lige nu med monologen ’Et tysk liv’ i Liv Helms iscenesættelse, når Kirsten Olesen er Brunhilde Pomsel – sekretær for Goebbels under Anden Verdenskrig. Der skal ikke så meget til. Seks snorlige stolerækker og en surrealistisk baggrund af stole uden funktion. Og så Kirsten Olesen, der sidder mellem tomme stole – hvor vi selv kunne have siddet? – og fortæller.

Og så er det jo alligevel misvisende at sige, at der ikke skal så meget til. Der skal alt til. Når Olesen taler, føles det oplevet, og det er vel netop kunsten. Jeg kunne næsten ikke opleve talestrømmen som andet end et direkte vidnesbyrd.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter