Der er ikke mange romcoms i ballettens verden, men ’Don Quixote’ er oplagt til den lette side, og i Nikolaj Hübbes muntre greb om Petipas spanskinspirerede russerballet får den ekstra skrue med latinolir og glimt i øjet.
I finalen kulminerer det hele i en dansefest med gnistrende bravur, smældende kastagnetter og knaldperlende trin, hvor ballettens hovedpar kaster sig ud i svimlende virtuosdans og pisker af sted i piruetter og flyvende spring. Man skal være ualmindelig død i sværen for ikke at blive revet med. Det var, så hele salen lettede.




























