’Omstignng til paradis’ får nyt liv med machoband og Nanna Bøttcher som skønt alternativt bud på neurosebomben Blanche.

Hende her har du ikke lyst til at få besøg af

»Jeg vil ikke have realisme. Jeg vil have magi!«, kræver Nanna Bøttchers Blanche. Foto: Rumle Skafte
»Jeg vil ikke have realisme. Jeg vil have magi!«, kræver Nanna Bøttchers Blanche. Foto: Rumle Skafte
Lyt til artiklen

Det er ikke alle familiemedlemmer, man drømmer om at få besøg af. Storesøster Blanche fra ’Omstigning til paradis’ har, indrømmet, aldrig stået særlig højt på min ønskeliste. Den fallerede eksoverklassekvinde kommer anstigende med alle sine livsløgne og lig i lasten i Tennessee Williams’ sydstatsdrama fra 1940’erne, der har det med at slæbe sig af sted som en lang feberhed nat i psykodramaets vold.

Det er også en lang sag på over tre timer her på Aarhus Teater, hvor et stærkt klassiker-rescue team til gengæld har stort held med at vriste forestillingen fri af fordomsfulde forventninger og trælse stereotyper. Den prisvindende norske instruktør Peer Peres Øian formår at få mine sympatier og antipatier til at svinge frem og tilbage. Man ved aldrig, hvor man er henne med Nanna Bøttchers exceptionelle Blanche.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her