Der er intet så råt som en ung kvindes længsel’. Det stod der på de billetter, der som efterårets første blade lå efterladt af premieregæsterne på Edison, hvor jeg sad tilbage i salen for lige at sunde mig. For ’Mørkt forår’ er et råt mørke at blive lukket ind i, men samtidig fuldt af nysgerrigt liv – her, hvor vi følger en 12-årig pige bevæge sig ud i en dunkel zone af forbudte masochistiske lyster.
Men det virker altså desorienterende, når Betty Nansen Teatret italesætter det som en ung ’kvindes’ længsel. Det reducerer det, der er på spil. Vi har at gøre med en tween, et barn, selv om hun er fremme i skoene. Det fascinerende, foruroligende og tabuiserede ved forestillingen er netop, at afsættet er en barneverden: en pige, der, stik imod hvad man ellers pænt berøringsangst omtaler som børns ’spirende’ seksualitet, er ude i mere hardcore selvdestruktive fantasier og handlinger.
