I forgrunden har mændene fra Det Kongelige Operakor skiftet udseende, så de allesammen er ens og ligner komponisten Rossini. I baggrunden lyser eventyrslottet op, som var det kopieret direkte fra Disneys tegnefilm.
Eventyret om Askepot er kendt i mange udgaver, med og uden glassko, og instruktøren Stefan Herheim leger med dem i sin overdådigt underholdende opsætning af den italienske operamester Rossinis version af eventyret, som havde premiere i Oslo for fem år siden, og som nu kan opleves i Operaen i København.


























