Lyt til artiklen
Det er stilheden omkring krigen, der får ’Iliaden’ i Betty Nansens slagtehus til at vokse og bide sig nådesløst fast.
Den melder sig til start og slut som stilheden efter slaget, dér hvor man opregner de døde og mærker det hul, de har efterladt, indtil krigen buldrer løs igen. Overordnet handler det om den stilhed, der plejer at omgive den kulturelt nedarvede dyrkelse af heltemod og heroisk død i ’Iliaden’. Umuligt er det til gengæld her at lukke øjne og ører for, at det hver gang er en søn, en bror, en far, en ven eller en ægtemand, der slagter og bliver slagtet – mens kvinderne prisgivne ser til.
