Krigsfortællingen i ’Iliaden’ sætter sine blodige spor i Betty Nansens slagtehal som et sårbart menneskeligt opgør med den kulturelt nedarvede heltedyrkelse og følgagtighed over for krigens logik.

5 hjerter: Her får kvinderne en stemme frem for at være en vare, der handles mellem mænd

Mathilde Arcel fører an i opsætningen af Homers 'Iliaden' på Betty Nansen.  Foto: Camilla Winther
Mathilde Arcel fører an i opsætningen af Homers 'Iliaden' på Betty Nansen. Foto: Camilla Winther
Lyt til artiklen

Det er stilheden omkring krigen, der får ’Iliaden’ i Betty Nansens slagtehus til at vokse og bide sig nådesløst fast.

Den melder sig til start og slut som stilheden efter slaget, dér hvor man opregner de døde og mærker det hul, de har efterladt, indtil krigen buldrer løs igen. Overordnet handler det om den stilhed, der plejer at omgive den kulturelt nedarvede dyrkelse af heltemod og heroisk død i ’Iliaden’. Umuligt er det til gengæld her at lukke øjne og ører for, at det hver gang er en søn, en bror, en far, en ven eller en ægtemand, der slagter og bliver slagtet – mens kvinderne prisgivne ser til.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her