Der er ikke så meget pis med det her show: Fem mand høj på den nøgne scene og fuld knald på showlyset. Værsgo, entertain us! Med et bud på manden af i dag. Det er lige på og hårdt, men det, der kommer ud af de fem, er herligt skævt og krøllet, sårbart og rørende sjovt.
Der er en udsathed over dem, som de står der i afslappet jakkesæt og skal dele ud af sig selv og deres liv i små fragmenter. Med en gennemsnitsalder på 55 er de i den fase, hvor de stadig kan posere som halvgamle hanløver, men de har fået færten af, at snart er det ikke længere dem, der står for fremdrift og maskulin power. En følelse af snigende tab gennemtrænger ’Ikke noget pis’.


























