Midt i efterdønningerne fra den nye filmversion af Disneys ’Den lille havfrue’ slår det mig ved gensynet med ’Napoli’, at den i sin underholdende, filminspirerede udgave nu overvejende fremstår, som havde Bournonville en våd havfruedrøm med ’Fiskeren og hans Brud’ (som undertitlen lyder).
Men før havfruen kan folde sig ud, skal vi igennem et virvar af en 1. akt. Nikolaj Hübbe og Sorella Englunds skægt Fellini-inspirerede, retrodyrkende 1950’er-opdatering fra 2009 fremstår stadig som en fængende, om end hårdt pumpet indpakning. Der bliver bare skruet så meget op for den kulørte napolitanske charme, at alt får lige stor vægt i mylderet af stridslystne, cigaretrygende og gestikulerende machorivaler, fiskere, ludere og flirteveninder. Spillelysten er i top, men er det nu den bagtalende scorekarl med stød i underlivet eller den ultranuttede hund, vi skal interessere os for, eller skærmydslerne mellem Gennaro og Teresina, der ikke må få hinanden for hendes stride mor?
