Det er ikke kun den aldrende Kong Lear, der føler grunden skride ildevarslende under sig. Dér står han og vil afgive kongemagten til sine tre døtre, men forstår ikke rigtig at give slip. Faldet fra magten er til at mærke helt fysisk.
Scenen skråner som aldrig før på Aarhus Teaters Scala scene. Samtlige deltagere i det vilde, storladne magtspil befinder sig her på tragediens glidebane. De skal mærkbart kæmpe for at stå fast og foregive, at alt er normalt – mens magttomrummet åbner sig, og mørke kræfter slår sig løs.



























