Lyt til artiklen
Da jeg var lille, var jeg tit på højskole med min far i sommerferierne. Egentlig ret godt tænkt: De voksne kunne gå og flirte og spille badminton dagen lang, mens nogle spændende typer, der ikke mindede om almindelige pædagoger, tog os børn med i skoven, eller hvad vi nu blev udsat for. Der var nok ikke økoangst på programmet dengang.
’Solastalgia’ sendte mig tilbage til den tid. Først og fremmest må man tage hatten af for planlægningen og afviklingen – vi fik både lov til at lave små figurer af hø og sige som et dyr. Vi skulle heldigvis ikke skrælle kartofler, men synge sammen skulle vi også.
