Da ’Fædra’ på Aarhus Teater bliver afbrudt for anden gang på grund af tekniske problemer, bliver det også tragediens ufrivillige komiske højdepunkt ...
Det er ellers også sjovt i sig selv, eller snarere tragikomisk på den mere underspillede måde, at Rasmus Hammerich som kongen og patriarken er lagt i koma bagerst på scenen under det meste af forestillingen, så hans kone Fædra frit kan forgribe sig på hans søn. Eller hvad det nu er, hun gør.
»Nu er der ikke længere nogen regler«, lyder det.
Er det godt eller skidt? tænker jeg.
Stykket selv er vist ikke lige så i tvivl.
Da jeg forlader Aarhus Teater, forstår jeg ikke helt, hvorfor jeg synes, det var så godt og føles så forløst, når det samtidig virkede så relativt firkantet og forenklet. Det skyldes nok ikke mindst Bjørn Rasmussens originale tekst – måden hvorpå begæret og sproget følges helt suverænt ad.
Faktisk er det også komisk, da stykket – med et selvbevidst deus ex machina-greb (stykket er klar over, at det gør nøjagtigt, hvad der passer det) – i begyndelsen har brug for at komme af med den gamle konge i en vis fart, og han helt uden forvarsel dratter om, så vi kan komme i gang med det sjove.
Nu er det bare stedmor og søn alene i rummet. Nu styrter hele himlen ned. Hun erklærer, at hun ikke længere kan være mor. Slet ikke efter at hun har set ham som en hingst i skovbrynet.
Er dette, hvad der skal ske, når patriarkatet falder? Så skal resten af familien have sex med hinanden?
Når katten er ude, giver musene hinanden håndjern på?
Men altså alt sammen ikke lige så sjovt, som da Rasmus Hammerich for anden gang må rejse sig fra komaen og forlade scenen, mens vi venter på, at de tekniske problemer bliver løst – som et lille forvarsel om, hvad der snart skal ske: Kongen vil mod forventning vågne, og så bliver det alt andet end sjovt. Så er festen forbi.
For det viser sig, at han »har hørt det hele«, mens han lå dér i sin koma. Og den tanke er virkelig uhyggelig.
12 i BDSM
Stemningen, da han er tilbage i hverdagen ved middagsbordet, og de forsøger at lege familie, er mildest talt også tung. Nu er der igen intet sprog for begæret, og det er måske den virkelige tragedie i den moderne fortolkning af Euripides’ tragedie fra 428 f. Kr.
Men også den pointe, der alligevel gør stykket til en mere kompleks sag om begær (ikke mindst den midaldrende kvindes), køn og moral.
Bjørn Rasmussen trækker også på den franske tragiker Jean Racines bearbejdning, hvor tragedien blev gjort til et psykologisk spil, under navnet ’Phèdre’ fra 1677. Og hvor kongen oprindelig dræber sin søn og fortryder det inderligt, fordi stedmoderens overgrebsanklager viser sig at være en fed løgn, er kongen hos Rasmussen ikke en karakter, der erkender noget som helst. Ingen formildende omstændigheder – han spreder bare giftig maskulinitet, hvor end han kommer.
Men hvor sønnen Hippolytos (Emil Busk Jensen) oprindelig er den uskyldsrene dreng uden begær, nærmest uden krop – i stærk kontrast til stedmoderen, der ikke er andet end krop – bliver han til gengæld her en mere mangfoldig karakter, der godt kan lide håndjern, og som erklærer, at han har fået ’12 i BDSM’, selv om han også forsøger at have et platonisk forhold til gymnasiekæresten Alice.
Stykket, der er iscenesat af Nathalie Mellbye, pendler mellem hverdagsrealisme med Kellogg’s Cornflakes på bordet og mere udflydende, symbolske scenarier, der også involverer kærlighedens gudinde Afrodite (Amanda Drew) på cello og autotune. Fædra påkalder sig gudinden og beder hende, ikke uden ambivalens, om at tænde hende, mens hun tilfredsstiller sig selv op ad husalteret, tv’et.
»Jeg vil smage med din mund, røre med dine hænder og se med dine øjne«, gentager hun gennem stykket, og på et tidspunkt smelter deres replikker frydefuldt sammen.
Så længe det varer. For når kongen vågner, er alle igen spærret inde i deres egne små fængsler.
Det er der ikke mange, der i sidste ende overlever.
fortsæt med at læse
