»Fucking taber!«. Sådan kan man selvfølgelig også få noget så old school som en romantisk komedie op i omdrejninger. Den skotske dramatiker David Greigs lille finte her er i hvert fald ikke set før. På den lille nøgne scene står Bob her og fortæller om, hvordan han en sen nattetime i en park fik en sønderlemmende opsang ... af sin egen pik. Den bare stirrede ham lige op i hans plørede, småkriminelle taberfjæs med den vigende hårgrænse: »Jeg har fået nok, Bob!«. Den ultimative scorereplik Det var lige før, jeg også havde fået nok. Selvsagt er man nysgerrig efter at forsøge at følge det mandlige køn på dets uransagelige veje. Men det er sin sag, når det fra første færd foregår i en højtgearet stil og samtidig virker som en noget omstændelig spolen frem og tilbage og videre rundt i et mylder af sidespor for at finde ud af, hvordan det eeegentlig gik til, da Bob mødte Helena. Men altså: optændt af pikkens dundertale vender Bob tilbage til sin fuser – et elendigt engangsknald med lige så midalderfrustrerede Helena, der er steget ned fra sine høje advokathæle og nu ligger der i sin dyre kjole med hovedet nede i en brækspand.
LÆS OGSÅ Trolden er for tam på Nørrebros Teater
Så er der lagt op til eskalerende forførelses- og frastødningsduel, med gigastore tømmermænd. For havde hun ikke lige brændt sin søster af på hendes bryllupsdag, selv om hun havde spænet af sted, som var det ’Fire bryllupper og en begravelse’?
Og han på sin side er ved at nå til point of no return på sin kriminelle løbebane, hvor ingen superpower-karatestunt kan redde ham ud af suppedasen. Ikke desto mindre har Bob den ultimative scorereplik: »Jeg står med 150.000 i en plastikpose. Vil du hjælpe mig med at bruge dem?«. Let, forglemmelig sag
