Husk sikkerhedsbæltet og D-vitaminerne. Husk at lytte, betale regninger, elske din næste, tørre fødderne på måtten og ... nyde livet! Der er ikke noget at sige til, at kvinden vakler mere og mere desperat på de høje hæle.

Her står hun i sin nydelige lille sorte med matchende smil og tager hele turen op i det røde felt for at ende i et brøl af afmagt. Et liv på ingen tid Sådan kan man få fyret et helt hverdagsliv af på ingen tid. Det er netop det, det handler om i Teater Rio Roses lille forestilling med den store titel ’Himmel og Jord’: Livet går med det rene ingenting, så småt og hverdagsbanalt, at det næsten ikke er til at få øje på. Det er det slående - og fine - ved forestillingen: Den består af nærmest ingenting. Kun tre personer på en sort scene, en lille del tekst, to dele tavshed og så de genkendelige ting, der kan gå for sig mellem mennesker - i skarpt stiliseret forstørrelse. Kys på munden Som når den ene kvinde stiller sig op og giver de andre et kys på munden. Den ene kysser pænt igen, den anden stiller sig op – og slår hende lige i maven. Dunk! Det er aldrig til at vide, hvad der kommer fra et andet menneske. »Nej, hvor ser du godt ud i den skjorte«, lyder det, efterfulgt af totalt grinende selvsving. Så meget for den kompliment. Men selv er man heller ikke til at stole på. Bedst stiller den ene kvinde sig op og vil sige noget for så at gå uafhjælpeligt i stå og blive båret ud som et udtjent bræt. Ret hurtigt bliver det klart, hvorfor de tre – med underfundigt gåpåmod – har det med at balancere og tumle rundt på en aflang sort kasse. En diskret påmindelse: Kisten kalder. Renskrabede tableauer 'Himmel og Jord' tager sig ud som teatrets lille sorte. Lige så elegant og enkel, som den er diskret og lige lovlig formbevidst. Snittet er klassisk danseteater i rendyrket form. Prægningen fra den tyske mester Pina Bausch - med fokus på det alt for menneskelige, de små detaljer, gentagelsestvangen og galgenhumoren - har altid været markant hos Rio Rose og Tove Bornhøft, der har været leder, siden den lille, egenartede gruppe startede i 1985. Billedstyrken er ikke til at tage fejl af. Små præcist renskrabede tableauer. Og midt i den lavmælte æstetik tjener en ordentlig ladning musik som drivende, atmosfæreskabende kraft, lige fra det stumfilmsagtigt swingpjattede til den indtrængende ballade.
Træfsikkert genkendeligt Styrken ligger i det træfsikkert genkendelige - midt i den nærmest abstrakt rensede form. De små pinagtigheder og frustrerede længsler rammer plet. Godt håndværk fra alle kanter, ikke mindst fra de tre performeres side, Anette Katzmann, Pete Livingstone og Anne Karina Nikolajsen. Alligevel er det, som om den lille sorte bliver for pæn i det. Lidt for god til at holde sig formbevidst på måtten - og huske at tørre fødderne. Hvis den skulle være rigtig sort, skulle den i højere grad forsøge at nå derud, hvor dødens mørke befinder sig – og magien opstår. Men forførende er ’Himmel og Jord’ i sin gennemført enkle lavmælthed.