Er der noget mere blodtørstigt end sådan et helt almindeligt cirkuspublikum? Hele familien - fra 0 til 101 år, i alle kulører - samlet til det store, fælles gys under teltkuplen. Falder han ned? Den sydamerikanske desperado spurter rundt på 'dødshjulet' højt oppe over hovedet på os. Klapsalverne lyder mere og mere hidsigt, mens han laver saltoer og faretruende spring, så han hænger i luften med sprællende ben - nu med sort hætte over hovedet. En forjættende gyser. Manden synes også selv, at han er tæskesej og står oven på sit hjul og laver samba moves.
Godt gys Men det er altså ikke bare det rene cirkusgejl, når direktør Benny Berdino kan stå ved manegen og på eksalteret sprechstallmeistermaner præsentere årets pragtrække af halsbrækkende stunts: »Det er med livet som indsats og døden som modstander«. Ikke skyggen af sikkerhedsnet er der under vovehalsen her. Det er der dog, da han går på line sammen med tre andre fætre - Navas Brothers - i et svimlende luftnummer. En bastant madras ligger som en udspilet sæl under dem, men det synes ikke at batte meget, for luftens helte går ikke på line. Nej, de løber, danser, sjipper og springer hen over hinanden - for så at give os et sidste chok af en sindssyg balanceakt med stol i to etager. Så forstår man pludselig det fulde omfang af et ord som døds fald. LÆS OGSÅ Verdens bedste mundjonglør er i Danmark Gys hører til i cirkus, lige så meget som savsmulden gør det. Vi skal ud over kanten. Men derfor kan blodsmagen godt blive lidt for overvældende, selv i egen garvede mund. Det er på alle måder vildt, når de brasilianske 'motorcykeldjævle', Los Diorios, fem mand høj drøner rundt i en metalkugle, 'Globe of Death'. Det kræver turbopræcision at få fem Yamahaer til at speede rundt med 80 km i timen. Og kan der mon - naturligvis helt uhørt, sensationelt og exceptionelt - presses en sjette dødskører ind? Jo, det kunne der også sidste gang, Diorios var her i 2010, hvor de da også kunne underholde medierne med, at nummeret foreløbig havde kostet tre mand i kørestol. For os hujende backseatdrivers på tilskuerrækkerne er der noget mærkværdigt fascinerende ved de der motorcykelhvepse i deres dødskube. Den fræsende motorlarm og lugten af benzin gør én helt ør, men er det også lugten af død? For min skyld kunne der sagtens være en Yamaha-hveps eller to mindre, uden at det ville tage gassen af den opkørte testosteronbombe. Kroppens kunster Der er ikke noget at sige til, at Cirkus Arena-familien ikke vil lægge egen avl til det nummer - det kan den unge løve Patrick Berdino kun drømme om i forestillingens program. I manegen måtte han i stedet stå og hygge sig med at få en flok dromedarer og zebraer til at lunte rundt. Det gik helt i kage, dyrene stak af, så snart de så deres snit til det, og cirkustjenerne måtte danne mur, som var det et uniformeret kommissariat fra Kreml. Anderledes stil var der over Laura Berdinos sigøjnervals med otte knaldsorte friserhingste. Men ellers var det så afgjort ikke kvindernes aften. Der var for meget, der faldt til jorden hos den tjekkiske jongløse, og der var for lidt charme og for meget knokkelarbejde over pigetruppen af kinesiske akrobater. LÆS OGSÅ Loppecirkus vender tilbage for første gang siden 1965 Heldigvis kom der undsætning fra fem mongolske gratier, der var mestre i den urgamle kvindelige kunst at kaste rundt med porcelænet. Højt til vejrs på meterhøje, ethjulede cykler kunne de kaste tallerkener rundt med fødderne, så de lige så yndefuldt landede i en stabel på hovedet af en medsøster - som den nydeligste, lille hat. Her blandt de ethjulede var vi unægtelig langt fra åbningsnummerets 'dødshjul'. Alligevel kunne det godt kildre i maven - af frygt for det knuste porcelæn. Tilsvarende kunne man nærmest mærke det knage ildevarslende i egen krop bare ved at se på den mandlige håndstandsakrobat Cai Yong. Ganske naturstridigt som han kunne få sin krop til at glide rundt i de mest umulige balancer, med overmenneskelig ro. En helt jordnær balanceakt, men udført med en virtuositet, der fik et sus til at brede sig helt op under kuplen. Også plads til grin
Håndstandsmesteren kunne, på linje med Casselly-veteranernes festbombe, hvor selv elefanterne mistede jordforbindelsen og sjippede, vidne om, at Arena er kommet op i en international liga, hvor de kan hoste op med medaljenumre på stribe. Selv om man godt kunne savne de skæve, overraskende indslag eller en ordentlig klovn (skuespilleren Morten Eisner er endnu for ny på banen med sit lovende sprøde lune), så fik pauseklovnen Folco da til sidst taget hævn over det lystent krævende publikum. Ind i manegen med en tilskuerskaldepande, tid til det store knivkasternummer. SE OGSÅVerdens mindste artister - dengang der var cirkus til Nu er det ham, der må agere ufrivillig vovehals med sort hætte over hovedet, mens knive suser om ørerne på ham. Ta' den, blodtørstige motherfucker! Nej, sådan siger en pænt afrettet Arenaklovn selvfølgelig ikke, ligesom knivkastningen var det rene fup. Men tilskueren fik så en anden form for dødsstød: at blive gjort totalt til grin. Den skæbne kunne vi ikke bare grine, men også gyse lidt over.