Et besøg af de sjældne. Det er 60 år siden, Det Kgl. sidst havde New York City Ballet på besøg - en undladelsessynd, Tivoli til gengæld har rådet bod på med talrige gæstespil. Da balletchef Peter Martins til start trådte frem i Operaen, talte han for, at Hr. Møller, der længe havde ønsket at se kompagniet i »sit« teater, bestemt måtte være til stede denne aften - bare in the other place. LÆS OGSÅTraditionel 'Tryllefløjte' har knald på showet Men det var især en anden mand fra det hinsides, der var særdeles nærværende, George Balanchine - manden bag New York City Ballet - der siden sin død i 1983 siges at have travlt med at lære englene at stå på tå. Men inden da havde han radikalt fornyet den klassiske ballet med sin abstrakte neoklassik og lært sine dansere at være helt oppe på tæerne - med strømførende speed, moderne puls og formstøbt elegance.
Ud på overdrevet Som var de en hær af æteriske væsener fra the other place, indtog kompagniet Holmen med lynende elegance og nærmest skræmmende præcision. Med højre hånd rakt op som besværgende hilsen til månelyset trådte 17 sartblå nymfer frem i signaturværket 'Serenade' som indgangsbøn - med tylsskørterne bølgende om sig som en sval aura og ildevarslende skarpe fødder. De var stemt til mere end blot og bar poetisk skønhedsdyrkelse, som også den prægtige anførertrio viste det, med den lille vitalt springende Ashley Bouder, den høje, myndeblege Teresa Reichlen, der kan strække sig i det uendelige, og den skulpturelt sanselige Sara Mearns, der som den første kamplystent slog håret ud. LÆS OGSÅFandenivoldsk danseteater er intenst - og indadvendt Nu var vi på vej ud på overdrevet, der hvor svaner, sylfider og andre udødelige færdes. Alligevel kom vi ikke helt derud, hvor der for alvor åbnes op for ballettens dybder af sjæl, skæbne og offerdød. Men betagende blev der danset af skønhedshæren, mærkbart dedikeret til deres egen svale måneverden.
Kvinderne i centrum At mændene i 'Serenade' kun er på besøg, lukket ind for at løfte og støtte, i det rendyrkede kvinderige, er helt i Balanchines stil - »ballet is woman«.

Men det var i det hele taget kvinderne, der fyldte på dansegulvet denne aften. Mændene virkede lidt for klejne og blankt belevne, selv om de var lynende hurtige og imponerende lette i deres spring. Men de fik noget revanche i 'De fire temperamenter', hvor også den danske solodanser Ask la Cour sørgede for at rage godt op i statur. Værket er Balanchine on the rocks, skarpladt, cool og renskrabet dans med sofistikeret glimt i øjet. Sådan som dirigenten Andrews Sill også her fik fyret op under Det Kgl. Kapel, fik Hindemiths musik en jazzet spændstighed. Kvinderne i sort trikot og mændene i hvid T-shirt gik til den med forjættende kant, stringens og pulserende vitalitet. Her kom kompagniets lynende skarphed og dynamiske puls virkelig til sin ret.
Højt til loftet Det gjaldt også finalefestfyrværkeriet med 'Symfoni i C'. En sand overdådighed af brillante trin og diademdronninger, der rivaliserer om publikums gunst - lige fra den piruet-kåde Megan Fairchild med smil i hele kroppen til den prægtige imperiale racehest Maria Kowroski. Som hun dog kunne dåne i den store smægtende adagio! Det var lige til at blive helt høj af ballettens frembrusende strøm af prægtige tableauer og virtuose ture.
LÆS OGSÅHot shot-instruktør vrider kniven rundt i Puccini Al ære værd for Tivolis gæstfrihed gennem årene, men det klæder altså denne luksuslimousine af et verdenskompagni at folde sig ud på Operaen, hvor der er luft og højt til loftet. At de 90 dansere på besøg også kunne folde sig ud i alle - også mere kurvede - størrelser, frem for den klassisk langlemmede Balanchinemodel, vidner om, at kompagniet er på vej i en mere mangfoldig, favnende retning. Forhåbentlig på vej helt derud, hvor selv engle frygter at træde.