Der er alt, hvad man forventer, der skal være i en opsætning af Mozarts ’Tryllefløjten’.
Flotte egyptiske præster, en fuglefænger med fjer over hele kroppen, tre syngende drengesopraner, der kommer anduvende i en luftballon, søde eksotiske dyr, onde, primitive sorte slaver og endda en vaskeægte drage, der gør sin entré i forestillingens begyndelse som en forstørret rekvisit fra en børneopera realiseret med anstændigt budget på en voksen operascene. Miks af sang og dialog ’Tryllefløjten’ med sit miks af sang og talt dialog er og bliver en elsket, men også underlig operaoplevelse, for hvad stiller man op med denne blanding af højtravende frimurermystik og folkelig komedie? Tolker på den, som da en udenlandsk opsætning lod den foregå på et plejehjem? Lader sangerne fremsige en oversat, moderniseret dialog, så komedien bliver folkelig for alvor?
