Opgaven må have været frygtindgydende. Lav en teaterkoncert med sange af Kim Larsen. Hele Danmarks nationalskjald.
Hvad gør man for eksempel med landets kærlighedssang nummer 1, 'Kvinde min', der efterhånden må være sunget af så mange danskere, at en teaterforestilling vel næppe kan tilføje nyt?
Enkelt. Man viser umuligheden i foretagendet ved at fremkalde tårer i øjnene på skuespillerinden med masser af friske løg, lige inden hun skal synge. Et både ydmygt og flabet greb, der på én gang nulstiller sangens tunge historie og ofrer til dens udødelighed.
Men også problematisk, fordi grebet i sin demonstrative påpegning af umuligheden næsten bliver vigtigere end sangen selv.
Hvide sparkedragter
Iscenesætter Elisa Kragerup har valgt at se på det hele med barnlige øjne. Dér står de fem skuespillere i begyndelsen, i undertøj og med hver sin tøjklump i hånden, som søvnløse børn i natten eller Peter Pans eventyrparate trop.
Følelsen af tabt uskyld og længslen efter drøm og oprigtighed går rent igennem i åbningssangen 'Joanna', hvor de fem Larsen-fortolkere bare står der foran os og synger, halvnøgne og afvæbnede.
Men der sker et eller andet med rummet, da de efterfølgende iklæder sig identiske hvide sparkedragter, til 'Dengang, da jeg var lille, var der ingenting der var forbi'.
Teaterchef om Kim Larsen-forestilling: »Det er svært at løbe fra, at der vil være et stort publikum til sådan en forestilling«Ideen er god. Er det ikke også et forvokset barn, der kigger ud på verden fra Kim Larsens sange? 'Forklædt som voksen' hedder en af dem. Den kommer til sidst, men kunne være overskriften for det hele.
Men alligevel. Med sparkedragterne kommer der et falskspil ind i foretagendet. Vi ser ideen om at se på nationalskjalden med friske, barnlige øjne, men disse forvoksede børn berører os ikke.
De spiller ikke engang børn, ikke rigtig. De ligner bare skuespillere, der leger, at de er børn, men leger det dårligt. Som om. I anførselstegn.
Sakbagtig
Kristoffer Fabricius er i særklasse irriterende med sin hipster-cool baby-attitude. Afvæbnende og charmerende, ja, som i nummeret 'Rita', der afsynges flegmatisk og trivielt, som en indkøbsseddel.
Men hvorfor skal han daske rundt og skabe sig sådan? Er han Kim Larsens flabede side? Anderledes nærværende bliver det, når Rikke Bilde synger 'Tarzan Mama Mia', med en ro og naturlighed, som ikke er påtaget, men ligner hendes egen.
Kjukken smurte tandsmør ud over Kim Larsens kvindeHer giver sparkedragterne også god mening, når en linje som »sammen ku' vi finde fred« pludselig løfter sig fra sin oprindelige kontekst og taler om et større, kollektivt ’vi’.
Men sparkedragterne sætter desværre deres skabagtige præg på en forestilling, som ellers byder på enkelte sublime øjeblikke.
Overanstrengt
Elisa Kragerup har en sjælden evne til at skabe scenebilleder, der taler. Den enkle og smukke scenografi af Jonas Fly Filbert består mest af kufferter, der falder ned fra loftet og dynges op i rummet. Drypvis, som tid, eller erfaringer. Og Kragerup bruger dem.
For eksempel i starten af anden halvleg, hvor Jimmy Jørgensen træder op på en kuffert og synger om et musikerliv fyldt med succes og masser af ensomhed i den rockede ballade 'Masser af succes'. Og én kuffert til, og én til. Indtil succesen står dér og vakler under ham i rampelyset.
Og de små hår på armene rejser sig på os nede i salen, fordi vi mærker nærværet af én, der har erfaringen fra sin egen krop, ikke fra en sparkedragt.
Eller senere, hvor Kitt Maiken Mortensen synger drømmehittet 'Papirsklip' fra det indre af en kuffert. Eller endnu senere, når Carsten Svendsen begraves i kufferter til den skramlede 'Gammel hankat'.
LÆS OGSÅ Kim Larsen er blevet en hankat på automatpilot
Men flotte scenebilleder og enkeltstående øjeblikke af magi er ikke nok til at vriste 'Dagen før' ud af sit grundlæggende overanstrengte og påtagede børnegreb, der hele tiden stiller sig i vejen for sagen selv.
Ærgerligt. For holdet har med Line Felding, Fredrik Tveter Olsen, Hans Find Møller, Andreas Häehne og Henrik Silver det mest legesyge og velspillende backingband, denne anmelder nogensinde har oplevet i en teaterkoncert.
De og Jeanett Albeck, der står bag de musikalske arrangementer, fylder 'Dagen før' med den sandt barnlige spillemandsglæde, som skuespillerkollegerne langt hen ad vejen kun foregøgler.
fortsæt med at læse
