Det sner nærmest fra først til sidst. Og der står hun til start, tørklædepigen med det knaldsorte ansigt midt i alt det hvide: »Allah er den største«.
Der er noget foruroligende forkert ved det smukke billede: Så fremmedartet sort kan man nærmest kun være, når man kommer fra helt andre varmegrader, og så tilmed et muslimsk ikon omplantet til et hvidt samfund og en kulde, der på alle planer breder sig i forestillingens løb.






























