»Det var grænseoverskridende!«. Manden kigger lidt betuttet på sin teenagedatter, imens vi bevæger os væk fra Østre Anlæg. Men de smiler begge to. Vi har lige set en granvoksen mand på alle fire på en bænk i en park med sin bare røv vendt imod himlen, bønfalde en anden granvoksen mand om at kneppe ham. Imens søndagsløberne halsede forbi, og børnefamilierne luftede barnevogn. Og så første søndag i advent!
Men det var også ret sjovt. For et øjeblik siden henvendte den ene mand sig til vores lille gruppe og spurgte om vej til et storcenter. En anden mand trådte ud af gruppen og begyndte at udmale et paradis af et indkøbscenter, som dog hurtigt forvandler sig til et helvede i Thomas Markmanns lille perle af en tekst, der revser forbrugersamfundets køb-og-smid-væk-kultur og plæderer for god gammeldags generøsitet.



























