Hvad vil du, hænges eller tilstå din djævletro? John Proctor, der ene mand kæmper imod det eskalerende massehysteri – hvor en flok overspændte unge piger får anklaget den ene sagesløse borger efter den anden i Salem, Massachusetts, for at være i ledtog med Djævelen – står til sidst selv under anklage. Med udsigt til galgen.
Tiden er med Arthur Millers ’Heksejagt’ og dens skildring af religiøs radikalisering i et samfund styret af en frygtkultur. Miller skrev stykket i 1953 med afsæt i en sag om hekseforfølgelser i 1692, men med aktuelt sigte på McCarthys heksejagt på kommunister, hvor han selv blev anklaget for uamerikansk virksomhed.




























