Der sker noget inde under Huxi Bachs høje frisure, og bag det trendy hipster-ydre med bumfreezer-jakke, opsmøgede jeans og snørestøvler gemmer der sig et i virkeligheden ganske gammelklogt væsen med en hang til redelighed og andre ærværdige borgerdyder.
Eksempelvis slår han med nidkær omhyggelighed fast, at man ikke skal løbe med en halv vind, men til gengæld fare med lempe, når det gælder om at ytre sig om andre mennesker, dyr og verdens tilstand i bred almindelighed.




























