Persongalleriet fra satireserien 'Krysters Kartel', som i nogle sæsoner har været med til at styrke DR 2's brand som nationens førende forum for tv-satire, er gået til teatret. Ligesom kollegerne fra 'Rytteriet' tidligere gjorde det med enorm succes. Det er den gode nyhed til alle satireseriens mange fans.
Ikke for alvor sjovt Desværre er der også en dårlig nyhed i samme forbindelse: Sceneversionen af showet med de skæve fiktive eksistenser, der alle på en eller anden måde er vokset forkert fast i tilværelsen, fungerer ikke på de skrå brædder. LÆS OGSÅ Uskønne livsbekræftende typer går live Det er ikke for alvor sjovt på noget tidspunkt. Af og til faktisk det akkurat modsatte, hvilket er fælt at overvære. Og de sange, man har foranstaltet indlagt med henblik på at give noget added value i forhold til fladskærmsudgaven, holder i de fleste tilfælde ikke vand.
En plagsom affære Det gælder blandt andet den indledende hymne til party-bassen Jeffs afdøde far Cliff, der viser sig at være tjekket ud efter for meget tuttifrutti og fy-fy i en relativt ung alder. Kombinationen af distanceret patos og en forvrænget stemme, der ikke er sådan at synge med, gør det til en plagsom affære, og man når at blive effektivt træt af såvel Jeff som Sanny. Det samme er tilfældet med de fleste af de andre velkendte skikkelser fra serien: Den evindeligt klagende hypokonder Thøger, der beretter om sine trængsler med livet og sin fejlfortolkning af sin hjemmehjælpers følelser, forlænger sin optræden med en sang, hvor osten camembert rimes på vandfyldte blærer.
Der trampes rundt i det grænseoverskridende Det har ellers været en styrke ved 'Krysters Kartel', at man har flirtet med det groteske, nedre og frastødende. I tv-udgaven var det udfordrende og moderat grænseoverskridende, fordi det kun fyldte lidt, inden der blev klippet videre til noget andet. Men på scenen trampes der rundt i det, og så bliver det ubehageligt. Skæl, forstoppelse, kondylomer og lignende tildragelser, som de fleste af os har reelle erfaringer med og kun sjældent af den muntre slags, kan sagtens være komisk brændstof, men skal doseres med forsigtighed. Pornoskuespillerinden Lene og hendes krumryggede og evindeligt cigaretpulsende mand har bestemt sine øjeblikke, og det lavdanske talesprog rammes lige på kornet, men fader også ud i ligegyldighed. Og en sketch, hvor det dansk-thailandske par slår diskogækken løs, taler til de mest fladpandede fordomme, så det nærmer sig det skammelige.
Det genkendelige fungerer De to mest vellykkede indslag er med den vrede Aalborg-mand Carsten, der flegner fuldstændig ud over en tur til København i almindelighed og på Noma i særdeleshed: Hans antikøbenhavnske rablerier, blyindfattede tunnelsyn og nærmest lavaflydende vrede er stor komik - og høstede da også aftenens største lattersalver. Og desuden er de to indslag med det aarhusianske studenterpar Johannes og Kitte rigtig skægt. LÆS OGSÅBremen klarer sig dårligt trods succes Troels Mallings gestaltning af en nørdet, overintellektualiserende akademiker er kærlig og spot on. Hans kæreste Kitte, en hashrygende kvindelig slacker og digterspire, fatter man også sympati for, selv om hendes lyriske bestræbelser er af en sådan karakter, at man er tilbøjelig til at kontrasignere Gyldendals refusion af hendes seneste bog 'Jeg vasker op, du tørrer af', hvor de skriver, at de er lige til at lukke op og skide i. Disse tre figurer - samt Carstens hustru - har en menneskelighed, der gør dem forståelige og genkendelige. Og derfor er de sjove, i modsætning til de andre typer, som faktisk mister i dybde, jo længere de er på scenen. 'Så hakker spætten' føjer ikke nyt til oplevelsen af sit tv-forlæg. Og det selv om spillerne er veloplagte og dygtige. Materialet er ganske enkelt for tyndt. FACEBOOK