Lyt til artiklen
Så sort har der ikke været før i Søren Ulrik Thomsens digte. På en scene, der fortaber sig i et uendeligt mørke, glider flygtige skikkelser forbi. En tyst vemodig dans med skyggerne, der dramatisk breder sig over de mørkegrå vægge og sugende døråbninger. Det er livet, der svinder bort – en lille lys pige med fletninger, et ungt hengivent par, en hvidhåret gammel mand. Rummet ånder af savn og forgængelighed.
Men mørket er der jo som bundfarve hos Søren Ulrik Thomsen – med »mørket og lyset på flugt fra hinanden«, som der står med lysende hvide bogstaver, der glider over væggene for så at forsvinde, som var det snefnug på jorden.
