Amy Schumer synes, vi er søde her i landet. Vi cykler godt nok rundt i vores by som krigere fra ’Mad Max: Fury Road’, og det er imponerende, at vi åbenbart er skideligeglade med vores dårlige frisurer. Hun løfter spidsen fra sin lyse fletning op foran panden for at illustrere, hvor åndssvagt det ser ud, når de hippe af os klipper pandehåret underlige to cm langt.
Hvis hun skulle komme med en lillebitte kritik af aftenens glade publikum i et proppet Forum, så ville det være, at alle er så hvide: »Lad være med at oute din sidemand«, skælder hun så ud og parodierer et scenarie, hvor vi febrilsk prøver at ligne et arisk stævne lidt mindre ved at stritte en hvid pegefinger i retning en af disse mørke ’andre’, der kan få os til at se inklusive ud. I en tid, hvor folk er så bange for at blive skåret over en kam, at de opfinder hashtags som #NotAllMen, gør generaliseringer sundt ondt. Et kritisk forhold til sig selv vokser ud af en accept af, at der ikke findes en frelst position for den privilegerede, at nogen gange skal man grine overdrevet frem for at forsvare sig. Schumer selv overdriver både sine egne skyggesider og fordommene om hende som dum amerikaner, som ’slut’ (fordi sexsnak) og som komiker fanget i tidens kropsfascistiske kønsballade.
