Næste gang nogen jamrer over, at morskabsteatret er dødt, kan Linda P i bedste tjenerstil bare komme stikkende og gi' dem fingeren. LÆS OSGÅ»Jeg vil fanden-fucke-mig ikke være hende fra Zulu Djævleræs« Der er farce af den mest forskruede slags på Betty Nansen. Det rene gak, hvor Peter Langdal jo er en sand mester.
Koks i Køge Hvem kunne ellers have fundet på at omplante gamle Gondol-Goldonis 'En tjener for to herrer' fra 1745 til Køge anno 1963, som et rablende sammenrend af plat, fjol og gamle slagere? Men ideen er planket fra National Theatres aktuelle megahit 'One Man, Two Guvnors' hensat til Brighton som et crazyorgie af 60'er-outfits, musik og spas. Til gengæld har Langdal på sit hold af komiske kendisser sit eget terrængående masseudryddelsesvåben: Linda P. Mageløst, som denne tumpede tumling af en tjener kan rydde scenen med flabet bid, timing og et par ustyrligt hvalpede ben, der går lige i folk. LÆS OGSÅ Linda P: »Piger er meget, meget sværere at være kæreste med end mænd« Om hun så står med det ene ben i havnen - mens Karin Betz' pangfarvede scenografi hælder faretruende - padler dunderklumpen gævt videre i den stadig mere skrupumulige forviklingshistorie, lastet med mord, kærlighed og forbyttede breve. Kuffertslaven har det problem, at hun for at score kassen står på stikkerne for ikke bare en, men to chefer - uden at de må vide det. Oveni er hun evigt sulten - på pletten for at score et pølsebrød fra en tilskuer. Tjener for to, æder for fire. Så selvfølgelig må hele den fordækte forviklingsintrige til sidst gå amok i et forrygende klimaks af forbyttede middagsanretninger, hvor maskerne falder, og den står på spaghetti hen over hele scenen. Koks i Køge, velbekomme! Improvisatorisk gejst
Meget passende går Goldoni for at være en slags 'spaghetti-Holberg'. Og selv om der er ikke er meget Goldoni tilbage i Langdals tekst, mærker man - helt afgørende - klassikerens improvisatoriske gejst i holdets løsslupne spillelyst. Selv så trælse roller som de to unge elskende bliver sprælsk onduleret af Mette K. Madsens stridbare tudemarie og Anders Juul som babyblå wannabeskuespiller med hang til en melodramasjæler: 'Ne me quitte pas!'. Det er dog lange Mads M. Nielsen, der løber med det hele som chef i suveræn overklassestil, med knivskarp elegance og ustyrlig gang i krop og grimasser. Som han og Linda P kan lege herskab og tjenestefolk, kandiderer de til at være et nyt par i dansk showbiz. LÆS OGSÅ Linda P: »Jeg har en stand-up-hjerneskade« Som den anden chef i foretagendet har Iben Hjejle det langt sværere i skarpskåren mandehabit. Noget af en udfordring at skulle være den mest normale med typer som Vicki Berlin, Ole Thestrup, Per Pallesen og Torben Zeller stæsende ind og ud af kulissen. Langdal får ikke nok ud af d'herrer, ligesom teksten ikke har det oplagte bid som fattigrøvskomedie i Krisedanmark. Det bliver for langt og lidt for slapt. Det rene overbud af nonsens, men sæsonens bedste grin.