Det er som at deltage i den store familieudrensning en gang for alle.
Der er noget ultimativt nådesløst over Eugene O’Neills selvbiografiske stykke som et af den moderne families urdramaer. Tilmed er det selvbiografisk. Og denne opsætning af ’En lang dags rejse mod nat’ suger uvægerligt en med – så langt ned i familiesumpen, at det næsten ikke er til at holde ud.




























