Faldet er svimlende. Så langsomt som i en ond drøm falder Othello – ned gennem en skakt af mørke habitjakker, der etage for etage tårner sig op som mandemagtens ældgamle hierarki – forsvarsløst liggende med sin sorte fletning svingende i luften. Åbningen rammer mig som et stød i mellemgulvet. Betagende og nådesløs. Othello er her en kvinde, dermed bliver overmagten så meget desto mere overvældende.
Med et fysisk og visuelt mestergreb foregriber Elisa Kragerup således dramaets tragiske fald, hvor Othello ikke alene står til at miste sin position som general, som hun som udefrakommende maurer har kæmpet hårdt for at opnå, men hun mister også sin elskede Desdemona – ved at blive drevet ud i jalousiens tvangstanker og selv kvæle livet ud af hende.
