Flækjsd! Når forestillingen om den kontroversielle ekspressionist Egon Schiele vil sende publikum ud i grænselandet mellem »scenekunst, liveinstallation og punk«, skal der fra første færd brydes med business as usual. Frem for den sædvanlige velkomstmail modtog jeg følgende: »flksjd flækjsd flkasjd flksj dflkjs dflkj sælkfj lækaj sdfk« m.m.

Måske lovlig kreativ markedsføring? Måske fluxuskunsten er tilbage ... I hvert fald kunne jeg da gå med på rebuslegen og udlede et ord som »flæsk« – der viste sig at være en ovenud dækkende indgang til en aften med en overflod af nøgne kroppe – svedende, stønnede, brølende, forvredne, pulserende, glinsende af våd maling, i vild og vildt udmattende aktion.