Jon Stewart og ’The Daily Show’ er et værn mod tristessen i disse mørke og mærkværdige tider, skriver Henrik Palle i denne klumme.
Grin, for pokker. Det er den eneste måde at overleve på
Hvad skulle vi dog gøre uden Jon Stewart? Foto: Elizabeth Frantz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen
Henter...
En af saxofonisten Lester Youngs sidste lp’er – med trompetisterne Roy Eldridge og Harry ’Sweets’ Edison – bærer titlen ’Laughin’ to Keep From Cryin’’. Den lytter jeg – af forskellige årsager – en del til i disse tider, hvor man godt kan føle sig som Maude Varnæs, der i begyndelsen af ’Matador’ beklager sig til sin Hans Christian over, at det er, som om alt det simple og snavsede sniger sig ind alle vegne.
Det er en dejlig plade med klassikere som ’They Can’t Take That Away from Me’ og ’Please Don’t Talk about Me When I’m Gone’, men titlen i sig selv er også handlingsanvisende. For hvad pokker er der andet at gøre end at le?
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
