Det er efterhånden noget tid siden, at landets store public service-institution lagde filmstoffet på hylden som tv-disciplin. Et par formater, herunder ’Verdens bedste film’ og lejlighedsvist ’Anmelderne’, dyrker i radiosammenhænge stadig dette område, som optager høj og lav og velsagtens er den mest populære kunstform ved siden af (populær)musikken.
Det har imidlertid ingen fast plads i sendefladen – og slet ikke som genstand for kritisk refleksion, analyse eller fortolkning. Når det endelig skal være, er det på grund af nationalistisk prisoptagethed eller som udtryk for persondyrkelse. Thi i Th. Dreyer og Lars von Triers land er intellektuel forholden sig til levende billeder og tilgrænsende forbeholdt studerende og forskere på institutter, der hedder noget med medie.
