0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Henrik Palle: Man mærker ensomheden, vreden og selvhadet i stærk dokumentar om højsikkerhedsfængsel i Nuuk

Dokumentarfilm om grønlandske forvaringsindsatte og et nyt højsikkerhedsfængsel i Grønland er bimlende smuk og ekstremt menneskeligt rørende. Det gør ondt at høre og se deres historier.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
FILMBUREAUET/Ole Stenum
Foto: FILMBUREAUET/Ole Stenum

Det er en ekstremt smuk og rolig film, Ole Stenum har begået. Samtidig er den også dybt rørende, fordi man kommer forholdsvis tæt på de berørte fanger, der fortæller historier om savn, afmagt, svigt og fortabelse.

Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens anmeldere og journalister og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.

I dag skriver Henrik Palle om DR 2’s ’Udsigten – den hårdeste straf’, som kan ses på dr.dk.

Fordi der ikke er andet end åbne fængsler i Grønland, har dømte med såkaldt tidsubestemte straffe – typisk for meget alvorlige forbrydelser som drab, grov vold og voldtægt – været henvist til at afsone i Danmark, nærmere bestemt i Herstedvester Fængsel.

Dermed har man muligvis krænket disse individers menneskerettigheder og samtidig straffet dem dobbelt. Thi en ting er at skulle sidde og kukkelure i en fængselscelle uden andet selskab end et billigt fjernsyn og eventuelt en undulat, en anden er at skulle gøre det tusinder af kilometer fra sin familie, sine venner og sit hjem.

Men sådan har omstændighederne altså været.

Indtil der blev taget initiativ til at opføre et højsikkerhedsfængsel i Grønlands hovedstad, Nuuk, placeret med den smukkeste fjordudsigt og inklusive diverse faciliteter i de enkelte celler. Altså en femstjernet version af Hotel Gitterly med Playstation og springmadrasser.

En klump i halsen får man på den gode måde, da to brødre genforenes

Det er imidlertid heller ikke uden problemer. For man kan ikke bare flytte de grønlandske indsatte tilbage. Så ville man nemlig krænke deres menneskerettigheder en yderligere gang og således føje spot til skade.

Derfor spørger man fangerne, om de vil tilbage til Grønland, og det er deres historier og overvejelser, der udgør det ene hovedspor i dokumentaren ’Udsigten – den hårdeste straf’, det andet er en skildring af fængslets tilblivelsesproces fra arkitektkonkurrence til egentlig opførelse.

Og lad det være sagt med det samme: Det er en ekstremt smuk og rolig film, Ole Stenum har begået. Samtidig er den også dybt rørende, fordi man kommer forholdsvis tæt på de berørte fanger, der fortæller historier om savn, afmagt, svigt og fortabelse.

Uden at det på nogen måde bliver omklamrende, mærker man tydeligt den enorme ensomhed, vrede og det selvhad, disse kriminelle skæbner udstråler. Og filmen formår at lykkes med den vanskelige opgave at fremstille dem som mennesker og ikke bare samspilsramte sagsnumre fra den grønlandske retsbog.

Alle mennesker har en roman i sig: den om deres liv, og her får vi en håndfuld af dem fortalt i rolige bidder.

Skønhed er grusom

Fængslet slår tiden ihjel, siger en. Den forsvinder. Og en anden fortæller om sine sønner, han ikke har set i adskillige år. En tredje beretter om, at han stadig håber på et bedre liv, når han engang kommer ud igen.

Et liv i Danmark, vel at mærke.

Men filmen reflekterer også over, om det vitterligt er grusomt at give langtidsindsatte mennesker udsigt til den storladne og afsindigt smukke grønlandske natur, hvor de til og med vil kunne betragte deres frie landsmænd dyrke friluftsliv og jage rensdyr og moskusokser.

Det er det ikke. For alt andet lige er det bedre at stirre ud på det og drømme om friheden end at glo på en åndssvag mur i en forstad til København.

En klump i halsen får man på den gode måde, da to brødre genforenes efter mange års adskillelse, og den bliver større, da filmens farmand fortæller, at han har kunnet sige til sin søn, at han kommer hjem til Grønland inden længe, og at sønnike vil kunne komme og besøge ham.

Respekt er et misbrugt ord i disse år. Men i akkurat lige denne sammenhæng er det på sin plads at bruge.

Til de indsatte medvirkende og til filmens skaber.

Tak.

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce