0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Disney får mig til at græde, når en fuldvoksen skaldet mand spiller Danny Zuko på amatørniveau

Det er både sørgeligt, rørende og samtidig enormt livsbekræftende at se voksne mennesker mødes med deres gymnasievenner for at genopsætte en gammel musical. Og selv om man ikke kan lide musicals, er personhistorierne så gode, som de kun kan være på amerikansk tv.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Disney
Foto: Disney

Det er ikke kun på scenen, men også i livet, der har været drama i større og mindre grad for mange af eleverne.

Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Set og hørt
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jeg elsker musicalteater. Som barn spillede jeg selv med i et hav af amatørmusicals og fik endda også lov at spille professionelt et par gange på Folketeatret. Jeg valgte specifikt Sankt Annæ Gymnasium for at kunne få lov til at medvirke i deres årlige skoleshow – SAG Show – der er Nordens største elevproducerede musical. Siden jeg fik min studenterhue i 2009, har jeg dog ikke selv stået på en scene. Kunne jeg nogle gange tænke mig at vende tilbage og prøve det igen? Helt bestemt!

Og derfor forstår jeg til fulde deltagerne i programmet ’Ekstranummer!’ på streamingtjenesten Disney+.

Et program, der samler gamle elever fra amerikanske highschools og hjælper dem med at genopsætte en musical, de spillede sammen som unge. Og fordi de virkelig har tradition for den slags i USA, er det alle de store kommercielle klassikere, vi ser herhjemme. Det er ’Annie’, ’Sound of Music’, ’Beauty and the Beast’ og også nogle helt gamle travere som ’Pippin’ og ’Anything Goes’. Det svinger mellem at være 11 år siden og helt op til 44 år siden, folk sidst har spillet deres forestilling. Til processen får de så hjælp af kendte Broadway-instruktører, koreografer og skuespillere. I de fleste tilfælde skal de også gentage deres gamle roller.

Det er lidt, som hvis man nogensinde har mødtes til sådan en traditionel genforening med sin klasse. Men i modsætning til skoleklasser, der er sammensat tilfældigt, består teaterholdene på de amerikanske skoler ofte af elever, der virkelig gerne vil teatret og også ofte samtidig føler sig udenfor mange andre steder. Og derfor er der også en masse fantastiske og svære følelser på spil, når de mødes igen. Nogle er rent faktisk blevet musicalstjerner, som deres yngre selv drømte om. Men de fleste er ligesom alle andre faldet ind på livets motorvej og er blevet forstadsfamiliemødre og kontormænd og har børn og ekskoner og alt muligt andet helt og aldeles trivielt.

Ekstranummeret er derfor et vindue for dem alle ind til en svunden tid med mindre problemer, der føltes større, men også en passion for noget fælles, som de fleste har forlagt mellem rudekuverter og dagligdag.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter