Når Harry Potter står foran drømmespejlet på Hogwarts, ser han sig selv sammen med sine afdøde forældre og længes efter en verden, hvor de lever sammen som en lykkelig familie. Når jeg ser mig selv i spejlet for tiden, ser jeg desværre kun den nussede, slappe virkelighed. Havde jeg et magisk drømmespejl, ville jeg forestille mig rent tøj, der faktisk har en pasform, nyvasket hår, en drink, jeg ikke selv har blandet, fremmede mennesker og høj musik. Jeg kan ikke være den eneste, der higer efter en vaskeægte bytur!
Men der findes faktisk et magisk spejl, hvor man i glimt kan flygte til brune værtshuse, glatte dansegulve og partybusser. Det hedder ’Bytte bytte bytur’ og ligger på TV 2 Play som et fjernt minde (fra tidligere på året), om en tid, da sociale bobler vist bare var noget, Vincent Hendricks forskede i.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.




























