Jeg skal indlede med en advarsel. Jeg har ikke fulgt med i årets sæson af ’Vild med dans’. Faktisk tror jeg, at Britt Bendixen kun brugte et enkelt par briller, sidst jeg så et helt afsnit. Så du skal læse den her anmeldelse, ligesom du ville lytte til din bedstemors anmeldelse af den seneste superheltefilm, hun er vild med kostumerne, men kan ikke kende Superman fra Clark Kent. Hermed bekendt kulør.
Noget af det første, jeg gjorde, da programmet begyndte, var at google ’’Vild med dans’ utroskab’. Rygterne går i tide og utide om, hvordan det 12 uger lange ophold kan vække kendiskroppenes lidenskab og få dem til at forlade både børn, måltidskasser og ægteskaber. Pludselig bliver du svunget rundt i luften af et menneske, der lige har lært dig at løfte benet om bag øret. Det er middelklasseliderlighed i bedste sendetid. Det er lige dele Hilda Heick og 2020-hittet ’WAP’, og det bliver til Wet Ass Kakkelbord. Og jeg tror egentlig, jeg er med på den. Jeg gad da godt, at nogen gav mig en pink kjole på og kastede lidt med mig.
