Som så ofte før, kører det på skinner for hovedpersonen, i dette tilfælde den superdygtige, modelsmukke og labert residerende læge Jenny Cooper. Godt nok er ægteskabet begyndt at knirke lidt i sammenføjningerne, men det hele tager fart, da parret er til den næsten voksne søns svømmetræning for at heppe. Da falder husbonden nemlig død om på kanten af bassinet. Og trods sin lægefaglighed kan Jenny intet stille op. Et aneurisme – dem er der mange af som forklaring på pludselig død i en ung alder – slog ham ihjel.
Hun får job som chefretsmediciner hos Torontos politi, og det er selvsagt godt. Desværre viser det sig, at den afdøde ægtemand har spillet både hjem og opsparing bort, så Jenny og sønnen Ross må flytte til et forfaldent håndværkertilbud af et hus uden for storbyen. Her træffer hun den hjemsendte soldat Liam, som bor i et træhus på grund af sin ptsd. Ham indleder hun et forhold til, mens hendes eget indre liv begynder at antage karakter af en japansk gyser med flashbacks til søsterens tragiske død mange år forinden. En forestillet sort schæfer begynder at dukke op. Hendes demensramte farmand er til stedse mere besvær på grund af sin sygdom. Sønnen er gået i indre eksil efter sin faders død og selvmedicinerer med tjaldvingummier (som findes i mere cannabis-liberale lande end Danmark), mens han forsømmer skolen.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.




























