Ungerne på børnehjemmet Skovgården savner deres forældre, men har det i øvrigt fint. Ramasjang giver et fint indblik i livet på børnehjem, og heldigvis set fra børnenes synspunkt, skriver Henrik Palle i denne klumme.
Man kunne vove den kætterske tanke, at børnehjemsbørnene her reelt er bedre stillet end så mange andre, der vokser op hjemme
Lærke kunne ikke se sig selv som hestepige. Men da Sarah lokkede hende med til ridning, ændrede det sig. Foto: DR
Lyt til artiklen
Henter...
Rasmus, der har boet på børnehjemmet Skovgården længere end de fleste andre af børnene der, siger det ligeud. Han bor der, fordi hans mor ikke er i stand til at tage sig ordentligt af ham. Han ved ikke lige, hvorfor det er sådan. Men det er der ikke noget at gøre ved, og det er i alle fald ikke hans skyld.
Den lille replik fortæller meget om, at der arbejdes seriøst med at give børnehjemsbørn – altså børn, der af den ene eller den anden grund er fjernet fra hjemmet og ikke kan bo hos en plejefamilie – en grundmuret selvsikkerhed, så de ikke tror, at årsagen til deres anbringelse har noget med dem og deres kvaliteter at gøre.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
