Hvor begynder man, når man skal beskrive TV 2’s nye rengøringskonkurrence ’Det rene vanvid’? Med scenen, hvor en deltager vasker en corgi i bagenden? Med den store guldspand (ja, guld, ikke gulv), der udgør trofæet? Eller man kunne indlede med et af de mere udtrådte Dan Turèll-citater, nemlig »mest af alt holder jeg af hverdagen«, for det må da siges at være en hyldest til hverdagen at ophøje pletfjerning og glaspudsning til fredagsunderholdning. På papiret virker det helt gak, men som med utallige andre programmer, man skulle tro var udtænkt i en ordentlig koger, har det alligevel en vis underholdningsværdi.
Konceptet er syet efter samme mønster som alle de andre amatørkonkurrencer. Ti deltagere dyster hver uge om at være den dygtigste og mest opfindsomme, mens dommere eliminerer deltagerne en efter en. Gennem årene har danskerne konkurreret i kagebagning, madlavning, strik, keramik, malerkunst og sågar blomsterbinding, så vi er efterhånden groomet til at tage imod et program, der guddødeme vil have os til at se på rengøring. Jeg ved simpelthen ikke, om det er galt eller genialt. Jeg tror nok, det er den første mulighed, men så tog jeg mig selv i at grine højt i første afsnit. Alene.
Set og hørt er Politikens daglige klumme om tv, streaming, radio og podcast. Den skrives på skift af avisens skribenter og er udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.


























