Især den sidste scene i DR’s dokuserie ’Uden samtykke’ efterlod mig med fornyet tro på #MeToo-debatten, skriver Frauke Giebner i denne klumme.
Jeg når lige at tænke, at jeg ikke orker mere overdramatiseret dokumentar-tv, før programmet gør alle mine dårlige forventninger til skamme
Peter mødes med den mand, der fem år tidligere overskred hans grænser i et telt på Roskilde Festival. Foto: Tobias Trampe Broch, Nordisk Film
Lyt til artiklen
Henter...
Da jeg trykkede play på DR’s dokuserie ’Uden samtykke’ forleden, vidste jeg ikke helt, om jeg egentlig orkede endnu en #MeToo-historie lige nu. Kvalmen over Depp vs. Heard – a.k.a det dårligste, der er sket for den offentlige samtale om seksuelle krænkelser siden Jes Dorph-sagen – havde ikke helt fortaget sig endnu.
’Uden samtykke’ begynder med et alarmopkald. En mandestemme gisper »voldtægt« og beder panisk om hjælp. Jeg når lige at tænke, at jeg heller ikke orker mere overdramatiseret dokumentar-tv, før programmet gør alle mine dårlige forventninger til skamme.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
