Halvfemserne var en mærkelig tid. Måske var det lettelsen over den kolde krigs afslutning, der gjorde, at ingen sådan for alvor satte spørgsmålstegn ved det tvivlsomme i, at neonblåt hår med pindsvinepigge var ret fashionabelt. Eller måske var det bare rusen fra det økonomiske opsving, der fik æstetikkens tektoniske plader til at ryste skøn skørhed ind i hele samfundet.
I det årtis virvar af vanvid må det anses som en fantastisk bedrift at blive den popkulturelle kunstner, der for fremtiden nærmest skulle blive selve definitionen på noget mærkeligt, mytisk og mystisk. Men det gjorde hun, den islandske multikunstner Björk, der netop i halvfemserne udgav de tre plader ’Debut’ (1993), ’Post’ (1995) og ’Homogenic’ (1997). Det er tre plader, der har det tilfælles, at de er virkelig gode, men samtidig også svære at komme med en præcis beskrivelse af, fordi de er, ja, mærkelige.
