Jeg har først meget sent i tilværelsen opdaget Grateful Dead. Bevares, tilbage i 90’erne læste jeg om dem i Tom Wolfes new journalism-klassiker ’The Electric Kool-Aid Acid Test’, hvor de var husorkester til Ken Keseys syrearrangementer, og jeg lyttede til dem, da den alternative countrybølge rullede af sted i begyndelsen af 00’erne, og deres ’Workingman’s Dead’ var et af de album, man skulle lytte til for at forstå, hvad der foregik. Men det fangede mig aldrig.
Ikke før for et par år siden. Bang! Pludselig forstod jeg det. Bandet. To trommeslagere, to guitarister, tangenter, bas. Det legende og lyststyrede. Det svævende og de fuldstændig udflydende grænser; rock’n’roll, soul og blues. Country, der møder funk, det psykedeliske, der væves sammen med det symfoniske. Løst, men alligevel stramt. Alligevel er jeg ikke et deadhead, ikke med i kulten af trofaste følgere, ikke inde i den dybe historie.
