»Mor, jeg kan godt selv spytte«. Det var den første sætning, 2-årige Lise Nørgaard ytrede, og det var under epidemien med den spanske syge i 1919. Siden har hun, fortalte hun som gæst i Mikael Bertelsens konceptuelle interviewserie ’Det sidste ord’, ikke tiet stille.
Hun fremstår da også som en historiefortæller af Gud Narrativos’ helt særlige nåde. Måske fordi hun siden sin barndom af sin far blev bedt om at fortælle »noget behageligt« ved middagsbordet, når han trængte til opmuntring efter en lang, slidsom dag på grossererkontoret. Dertil en dreven sprogbruger af den gamle skole. Det forårsager solide træk på smilebåndet, når hun eksempelvis beretter om, hvorfor hendes forældre var imod, at hun blev journalist. Fordi faget var befolket med »tvivlsomme typer, der havde gæld og gik med hvide gummisko om vinteren«.
